Smider bombe
Ifølge lokalformand har DF-profilen Martin Henriksen til hensigt at melde sig ud af partiet
Martin Henriksen, der er tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, vil melde sig ud af partiet.
Det oplyser formanden for partiets lokalforening i Stevns, Nichlas Nymann, fredag til TV 2.
Henriksen selv har ikke kommenteret oplysningerne. Det er i lokalforeningen i Stevns, at Henriksen er medlem.
- Jeg kan bekræfte, at Martin her til morgen har orienteret dele af bestyrelsen om at han agter at forlade DF og tage sit mandat med. Som jeg har forstået det, melder han sig ud i dag, siger Nichlas Nymann til TV 2.
Henriksen var for nylig del af en formandsvalgkamp med Morten Messerschmidt. Den tabte Henriksen.
Han har siden fortalt, at han ikke stiller op ved næste folketingsvalg og har også forladt DF's hovedbestyrelse.
Ærgerlig Messerschmidt
Den nyvalgte formand Morten Messerschmidt (DF) er ærgerlig over, at Martin Henriksen angiveligt planlægger at melde sig ud af partiet efter formandsopgøret.
- Det tager jeg til efterretning, Jeg havde håbet, at Martin ville tage imod mit forslag om at inddrage ham i det politiske arbejde i Dansk Folkeparti. Det er jeg naturligvis ærgerlig over, at han har valgt at afslå, skriver han i en skriftlig kommentar.