Slår ned på disse fanger
Personer, der er idømt livstid, skal afsone under hårdere forhold, hvis det står til regeringen
Regeringen vil stramme forholdene for personer, der har fået livstidsdomme. Det skriver BT, der har set forslagene.
De involverer blandt andet at begrænse muligheden for at afsone i åbne fængsler, begrænse muligheden for udgang og have kontakt med personer, de ikke allerede kendte, før de blev fængslet.
- Det handler om at beskytte ofrene, beskytte de pårørende og beskytte retsfølelsen, siger justitsminister Nick Hækkerup (S) til BT.
Ingen udgang
I avisens oversigt over de stramninger, regeringen vil foreslå, fremgår det, at personer, der er idømt livstid, fremover skal afsone mindst 10 år i et lukket fængsel.
I samme periode skal de ikke kunne komme på udgang undtaget i særlige tilfælde som begravelser.
Hvis de ønsker at udtrykke sig offentligt om den forbrydelse, de er dømt for, vil det også ifølge forslaget kræve tilladelse.
Begrænsningen af, hvem de må få besøg af, skal hindre de meget offentlige parforhold, der de seneste år er dannet med livstidsfanger.
Datingcentral
- Grundlæggende kan man sige, at det, vi vil, er, at fængslerne ikke skal være en datingcentral, og man skal ikke kunne prale af sine ugerninger. Det er det, vi prøver at få ramt på, siger Nick Hækkerup til BT.
BT har spurgt ekspert i menneskerettigheder ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter til stramningerne. Han peger på flere problemer.
Censur
- Forbuddet mod at etablere nye relationer vil gribe ind i fangens privatliv, og forbuddet mod at offentliggøre udtalelser om sine forbrydelser, som jeg forstår det på en hvilken som helst måde, herunder via sociale medier, kan rejse spørgsmål om censur.
Nick Hækkerup vil sende forslagene til stramninger til Folketingets partier onsdag.
Han forventer, at forslagene vil blive støttet af blandt andre Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.