Skal betale: Brød reglerne
Struer Kommune har afgjort, at det var uberettiget, at LA-formanden havde adresse i byen. Dermed slipper han ikke med de 30.000 kroner, han allerede har betalt tilbage
Citathistorie: Information
Alex Vanopslagh brød reglerne, da han registrerede adresse i Struer. Sådan lyder den endelige afgørelse fra Struer Kommune.
Det oplyser partiformanden for Liberal Alliance nu til Information, der sidste år afslørede boligsagen.
Med adressen i Struer fik Vanopslagh uberettiget stillet en gratis lejlighed i København til rådighed af Folketinget samt et skattefrit tillæg til dobbelt husførelse.
Har betalt én gang
- Det er endt sådan, at Struer Kommune vurderede, at jeg har været forkert bopælsregistreret i den periode, hvor jeg boede i Struer, siger Alex Vanopslagh til Information.
Tidligere har LA-formanden betalt ét års uberettiget støtte på 30.000 kroner tilbage, fordi Folketingets Administration vurderede, at han havde brudt Folketingets regler for de gratis lejligheder og den dobbelte husførelse.
Det skete, efter at Information i efteråret 2022 kunne fortælle, at Alex Vanopslagh havde flyttet sin adresse fra København til en lejlighed i Struer og på den baggrund havde fået stillet den gratis folketingsbolig til rådighed.
Galt hele perioden
Det nye er, at Struer Kommune har afgjort, at Alex Vanopslaghs registrering i Struer var uberettiget i hele perioden fra 2020 til 2022. LA-formanden oplyser, at han har videregivet afgørelsen til Folketingets Administration, som på den baggrund har pålagt ham at tilbagebetale alle de tilskud, som han har modtaget til dobbelt husførelse.
- Og det gør jeg så, siger han.
- Jeg er glad for, at den sag nu er ude af verden. Det er godt, at der er afklaring og klarhed, siger Alex Vanopslagh til Information.
Stadig vinding
Folketingets støtte til dobbelt husførelse er på lidt over 30.000 kroner skattefrit om året. Fordi Alex Vanopslagh tidligere har betalt 30.000 kroner tilbage for året 2021 mangler han nu at betale den uberettigede støtte for sidste halvdel af 2020 og for 2022 frem til september, hvor han opsagde sin gratis lejlighed.
Alex Vanopslagh har dog stadig haft en økonomisk vinding, fordi han er sluppet for at betale husleje i København i den periode fra april 2020 til september 2022, hvor han uberettiget havde en gratis lejlighed til rådighed. Det påpeger Bente Hagelund, der er jurist med ekspertise i offentlig ret og har fulgt sagen tæt.
Afviser
- Nu betaler han de 30.000 kroner årligt tilbage, men det er en meget større fordel, han har fået ved at have en gratis bopæl i over to år. Det er jo pænt mange penge, siger Bente Hagelund til Information.
- Det burde man strengt taget også betale tilbage, så det ikke kun er de 30.000 om året, men også noget, der svarer til den gevinst, han har haft ved ikke at betale husleje.
Alex Vanopslagh har afvist, at der var tale om en proformaadresse i Struer med det formål at få stillet en gratis bolig til rådighed i København og dertil få et årligt tilskud for dobbelt husførelse. Han havde efter eget udsagn opholdt sig i Struer 60-80 dage om året i forbindelse med samværet med sin søn.
Blev værre
De naboer, som Information talte med, hævdede dog aldrig at have set Alex Vanopslagh i eller ved opgangen. Og kritikken af partilederen blev kun værre, da Information kunne fortælle, at alle folketingsmedlemmer ved overdragelsen af en medlemsbolig får udleveret en husorden med regler for brug af Folketingets lejligheder.
Af husordenen fremgår det tydeligt, at brugen af folketingsboliger er betinget af, at medlemmet "opretholder sin eksisterende normale bolig og folkeregisteradresse", og at benyttelsen af den gratis medlemsbolig er "mindre end 180 dage om året".
Kendte ikke reglerne
To betingelser, som Alex Vanopslagh ikke overholdt. Ved boligoverdragelsen skriver folketingsmedlemmerne også under på en tre sider lang ‘brugsaftale’, hvori de erklærer, at de »opretholder en fast bopæl«.
Ikke desto mindre har Alex Vanopslagh forklaret, at han var uvidende om reglerne. I et interview med Information udtalte LA-lederen, at han "aldrig" har læst reglerne, selv om han årligt har underskrevet en erklæring om, at han overholder dem.