Se videoen: Danmark sender vildt våbensystem
Ukraine har efterspurgt våbensystemet Caesar-haubitser, og nu har Danmark besluttet at donere det
Danmark sender våbensystemet Caesar-haubitser til Ukraine, som det danske forsvar ellers har ventet på i årevis.
Det siger forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.
- Det her er en meget stor og betydningsfuld donation. Vi har løbende været i kontakt med ukrainerne om netop Caesar-artilleri, og jeg er glad for, at vi nu har fået bred opbakning fra Folketinget til at donere det til Ukraines frihedskamp, udtaler han i en pressemeddelelse.
Alle 19
Regeringen har valgt at donere alle Forsvarets 19 franskproducerede Caesar-haubitser, som kan sammenlignes med en langtrækkende kanon.
Beslutningen har opbakning fra hele Det Udenrigspolitiske Nævn, siger forsvarsministeren.
Ukraines ønske har ellers sat de danske politikere i et dilemma, fordi våbensystemet også er vigtigt for, at det danske forsvar kan få opbygget 1. brigade på 4000 mand, som Danmark har lovet Nato.
Det danske forsvar har købt 15 af artillerisystemerne, der skulle have været overdraget i 2020, samt yderligere fire, der efter planen skulle leveres i 2023.