Sådan vil de ændre pensionen

Det er nu aftalt politisk, at modregning af både egen og partners indkomst i pension afskaffes

Reformaftalen blev præsenteret i januar. Nu er den blevet opdateret.
Reformaftalen blev præsenteret i januar. Nu er den blevet opdateret.
Offentliggjort Sidst opdateret

Aftalepartierne bag reformaftalen "Danmark kan mere 1" er enige om en opdateret aftaleøkonomi.

Det skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalepartierne består af rød blok og Dansk Folkeparti samt Kristendemokraterne.

Den sikrer blandt andet et nyt engangsbeløb til aftalen på cirka 1,3 milliarder kroner i 2023.

Det er afgørende

Dermed sikres afskaffelsen af modregning af både egen og partners indkomst i pension og forhøjet fribeløb for SU fra 1. januar 2023. Vel at mærke uafhængigt af provenu fra dagpengetiltag.

- Jeg er glad for, at vi i dag kan tage næste skridt. Det har været afgørende for os og aftalepartierne, at tiltagene kan træde i kraft så hurtigt som muligt til gavn for danskerne og dansk økonomi, siger finansminister Nicolai Wammen (S) i en pressemeddelelse.

Sænker andre ydelser

- Derfor har vi prioriteret et nyt engangsbeløb på cirka 1,3 milliarder kroner, så der er plads til, at ikke mindst forslagene om afskaffelse af modregning i pension kan træde i kraft som planlagt fra 2023, siger han.

Et centralt element i aftalen fra januar er, at man sænker dagpengesatsen for nyuddannede - også kaldet dimittendsatsen - til 9514 kroner fra 12.018 kroner om måneden. Men den del har også givet problemer.

Samtidig halveres dagpengeperioden til et år for den gruppe. Det ventes at øge arbejdsudbuddet med 8000 personer. Det er et udtryk for, at flere arbejder mere.

Har du ret til dagpenge?

For at være berettiget til dagpenge, skal du leve op til disse kriterier:

  • Være registreret som arbejdssøgende i dit lokale jobcenter fra den første dag, du er ledig
  • Have været medlem af en a-kasse i mindst ét år
  • Som lønmodtager have fået indberettet mindst 228.348 kr. som A- eller B-indkomst (2018) til indkomstregistret inden for de sidste tre år, hvis du er fuldtidsforsikret. Hvis du er deltidsforsikret, er beløbet 152.232 kr. (2018). Du kan dog højst medregne 19.029 per måned (2018), hvis du er fuldtidsforsikret, og 12.686 kroner per måned (2018), hvis du er deltidsforsikret.
  • Hvis din dagpengeret er udløbet, og du skal genoptjene retten til dagpenge: Som lønmodtager skal du have fået indberettet mindst 1.924 løntimer  inden for de sidste tre år, hvis du er fuldtidsforsikret. Hvis du er deltidsforsikret, er timetallet 1.258 timer
  • Som selvstændig erhvervsdrivende skal du have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang i mindst 52 uger indenfor de sidste tre år.
  • Stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det betyder bl.a. at du skal søge og kunne overtage arbejde med dags varsel.
  • Tjekke jobforslag mindst hver 7. dag.
  • Have et fyldestgørende og godkendt CV senest to uger efter, du er tilmeldt som ledig i jobcentret.

Kilde: Borger.dk

Bundet af forlig

Venstre, De Konservative og Liberal Alliance går ind for at sænke dimittendsatsen, men vil ikke gøre det på regeringens måde, fordi pengene blandt andet går til at hæve dagpengesatsen fra 19.351 kroner til 23.000 kroner i de tre første måneders ledighed for personer, der mister deres job.

Problemet for regeringen er, at ændringerne i dagpengene er bundet af et forlig på området fra 2015.

For at kunne vedtage den nye aftale på denne side af et folketingsvalg skal partierne bag forliget sige god for det, og det har V, K og LA afvist.

- Det er urimeligt

Regeringen havde lagt op til at lade reformerne træde i kraft 1. oktober.

- Modregningsreglerne for folke- og førtidspensionister har længe været en sten i skoen for os i DF, siger formand Morten Messerschmidt (DF).

- Det er så urimeligt, at man skal straffes, fordi ens ægtefælle arbejder, og derfor har jeg været ærgerlig over, at de partier, der ikke er med til at afskaffe modregningen, har villet forhindre den i at træde i kraft, siger han.

Powered by Labrador CMS