Rusland med kraftig advarsel til Danmark

Det får konsekvenser for dansk-russisk forhold, hvis soldater fra USA placeres på Bornholm, siger ambassadør

Den russiske ambassadør advarer Danmark mod at sætte amerikanske soldater på Bornholm
Den russiske ambassadør advarer Danmark mod at sætte amerikanske soldater på Bornholm
Offentliggjort Sidst opdateret

Den russiske ambassadør i Danmark advarer kraftigt mod at tillade amerikanske soldater på Bornholm. Han mener, at det vil være et klart brud på de aftaler, Rusland og Danmark har indgået efter Anden Verdenskrig.

Det siger han i et interview med Berlingske.

- Hvis Danmark tillader et sådant skridt – hvis der kommer fremmede tropper på Bornholm – så vil Rusland være tvunget til at vurdere, hvilke implikationer det vil have for forholdet mellem Rusland og Danmark, siger Vladimir V. Barbin.

Meldingen kommer, efter at den danske regering i sidste uge meddelte, at Danmark og USA indleder et forsvarssamarbejde. Det kan betyde, at amerikanske soldater placeres i Danmark.

Det mener den russiske ambassadør vil spille ind på sikkerheden i det baltiske område.

Minister udelukker det ikke

Den nytiltrådte forsvarsminister Morten Bødskov (S) har ikke villet udelukke, at der kan komme til at befinde sig amerikanske soldater og militært udstyr på Bornholm.

Søndag sagde han i et interview, at der kan komme amerikanske soldater på Bornholm, "hvis der er behov for det".

Regeringens støttepartier SF og Enhedslisten er imod et øget forsvarssamarbejde med USA uden om Nato-alliancen.

Er en rammeaftale

Men Danmark må lodde situationen, når trusselsbilledet i Europa ændrer sig, lød svaret fra Morten Bødskov.

Da regeringen på et pressemøde første gang fortalte om samarbejdet med USA, understregede statsminister Mette Frederiksen (S), at der er tale om en rammeaftale.

USA henvendte sig ifølge regeringen første gang til Danmark for et år siden. Det skal derfor ikke ses i lyset af den aktuelle konflikt mellem Rusland og USA, lød det fra regeringen på pressemødet.

Forhandlingerne mellem Danmark og USA vil blive påbegyndt inden for de kommende måneder.

Kort om Morten Bødskov

Navn: Morten Bødskov.

Født: 1. maj 1970.

Fødeby: Karup.

Uddannelse:

* Bachelor i samfundsfag og administration fra Aalborg Universitet og Roskilde Universitet.

Kilde: Ritzau
Powered by Labrador CMS