Rasende: Vil ind til Inger
Det er et udtryk for diskrimination mellem landsdelene, når danskere, der bor langt fra hovedstaden, ikke kan få lov til at reservere pladser som tilhører til rigsretssagen mod Inger Støjberg
Citathistorie:Radio4
Utilfredsheden ulmer i Inger Støjbergs valgkreds i Skive.
Det er nemlig rendyrket forskelsbehandling, når Støjbergs støtter ikke har mulighed for at reservere en plads til at overvære rigsretssagen, der begynder i næste uge.
Det mener Else Marie Larsen, der bor i Roslev nær Skive.
Hun har gennem de seneste 12 år arrangeret ture til hovedstaden for blandt andet at følge Inger Støjbergs politiske liv.
Det er typisk sket ved at sende cirka 50 mand i en bus til København.
Ikke retfærdigt
Det vil hun gerne gøre igen i næste uge.
Men fordi det ikke er muligt at reservere pladser som tilhører til rigsretssagen mod Inger Støjberg, er risikoen for stor for, at de ender med ikke at kunne få adgang til rigsretten, forklarer Else Marie Larsen til Radio4:
- Jeg synes ikke, det er retfærdigt. I det hele taget synes vi jo, at rigsretssagen burde ligge herovre, fordi det jo er Ingers valgkreds, og det er her, hendes vælgere er. Men når den nu skal ligge i København, så er det ikke i orden, at man ikke ligestiller alle ved at give mulighed for at reservere plads, ligesom vi eksempelvis kan i folketingssalen, siger Else Marie Larsen til Radio4.
Først til mølle
I en mailkorrespondance mellem Else Marie Larsen og Højesterets administrationschef, Lisa Rising, fremgår det, at det ikke kan komme på tale, at en busfuld Støjberg-støtter fra Skive kan sikre sig adgang til rigsretssalen.
Hvis man ikke er fra pressen, er det i stedet et først-til-mølle-princip, der gælder.
- Af hensyn til den praktiske gennemførelse af sagen må vi imidlertid fastholde, at der ikke kan reserveres pladser til tilhørere, der ikke er repræsentanter for pressen, skriver administrationschefen i mailen til Else Marie Larsen.
Ingen kommentar
På rigsrettens hjemmeside fremgår det dog, at "der vil være et antal pladser til rådighed for andre tilhørere".
Radio4 Morgen har gentagne gange forsøgt at få en kommentar fra Højesteret, hvor rigsretten hører under, for at finde ud af, hvor mange tilhørerpladser, der er tale om.
Det har ikke være muligt at komme i kontakt med Højesteret.
Meget rystet
I mailkorrespondancen udtrykker Else Marie Larsen, at hun er "ked af det, træt af det, vildt skuffet" og "faktisk meget rystet" over Højesterets beslutning.
- Jeg mener det helt ærligt - det er ikke bare snak. Jeg synes ikke, det er at behandle os lige. Ville du gide at sidde i en bil i fem timer for så at stå i kø og så kun om muligt komme ind? Det er jo utroligt sjældent, at man overhovedet finder på at sende nogen i rigsretten. Jeg ved, der er interesse for det her. Vi er alle sammen med til at betale til en rigsretssag - også os her i det vestjyske, siger Else Marie Larsen til Radio4.