Politiker deler stor nyhed

Det er anden gang, at parret bliver forældre

Rasmus Jarlov var Erhvervsminister fra 21. juni 2018 til den 27. juni 2019. Den konservative politiker kommer fra Aarhus. (Arkivfoto).
Rasmus Jarlov var Erhvervsminister fra 21. juni 2018 til den 27. juni 2019. Den konservative politiker kommer fra Aarhus. (Arkivfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Rasmus Jarlov er blevet far for anden gang. 

Det deler han glædeligt i et Facebook-opslag, der afslører, at fødslen var overstået på 34 minutter.

- Min lykke er total, begynder politikeren opslaget og fortsætter:

- Vandet gik kl. 01.00, og kl. 01:34 var han kommet til verden på vores badeværelsesgulv her i Virum, skriver den konservative folketingspolitiker.

Lynfødsel

Da vandet gik natten til lørdag den 5. marts, nåede Rasmus Jarlov blot at ringe til sin svigermor og til hospitalet, før fødslen gik i gang.

- Jeg så et lille hoved, der var halvt ude, og få sekunder efter smuttede han ud som en mandel, og så var han kommet til verden. Det føltes dramatisk, men var jo i virkeligheden en ganske blid start på livet, skriver han.

Gift sidste år

Den 44-årige folketingspolitiker blev gift med Julie Frølich i marts sidste år. Parret har i forvejen sønnen Valdemar på knap to år.

Og nu har familien i Virum altså fået et lille nyt medlem.

- Han er sund og rask og spiser på livet løs hos sin mor, som også har det godt. Vi synes, han er verdens sødeste lille dreng.

I opslaget er der vedhæftet to billeder. Et nærbillede af den lille nyfødte August samt et familiebillede af både forældre, nyfødte August og storebroderen Valdemar.

Powered by Labrador CMS