Pia K: Jeg vil ikke finde mig i det

Natten til torsdag udkom Europarådets rapport om rettigheder for asylansøgere, flygtninge og migranter

Offentliggjort Sidst opdateret

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Pia Kjærsgaard, mener, at Europarådets kritik af Danmarks asyl- og immigrationspolitik er uberettiget. Rosa Lund fra Enhedslisten er uenig.

- De bør kigge på de lande, som virkelig har problemer, og det er bestemt ikke Danmark, siger Pia Kjærsgaard.

- Det er en uberettiget kritik, som jeg overhovedet ikke vil acceptere eller finde mig i.

Asylproces står for skud

Torsdag klokken et minut over tolv blev en ny rapport fra Europarådet offentliggjort.

Europarådet, der ikke må forveksles med EU, skal holde øje med demokratiet og borgernes rettigheder i Europa.

Især Danmarks forsøg på at flytte asylprocessen til et tredjeland står for skud i rapporten.

Pia Kjærsgaard er Dansk Folkepartis udlændingeordfører. (Arkivfoto).

Skal gøres mindre appellerende

Europaparlamentsmedlem Morten Løkkegaard (V) slår fast, at man i Europa står over for et stort migrationsproblem, hvor et stort antal illegale migranter rejser til EU og nægter at rejse hjem.

- Vi skal gøre det mindre appellerende for ulovlige migranter at risikere deres liv ved at rejse over Middelhavet.

Respekt for menneskerettigheder

- Derfor fastholder vi, at vi på europæisk plan skal arbejde for asylbehandling i tredjelande uden for EU, hvor det selvfølgelig stadig skal foregå med respekt for basale menneskerettigheder, siger han.

Europarådets menneskerettighedskommissær, Dunja Mijatović, mener, at man i Danmark har en mentalitet med at sende folk hurtigst muligt tilbage til deres ophavsland frem for at integrere dem i det danske samfund.

Det er en påstand, som Enhedslistens udlændingeordfører, Rosa Lund, nikker genkendende til.

-Dybt bekymrende

- Jeg synes, det er dybt bekymrende.

- Den rigtige mentalitet for et land som Danmark, som tager meget få flygtninge, og som ligger langt fra krig og naturkatastrofer, er, at det er vores opgave og ansvar at tage imod flygtninge, siger hun.

Enhedslisten er imod at lave et modtagecenter i et tredjeverdensland.

Pia Kjærsgaard mener derimod, at det er den rette mentalitet.

Kan ikke bruges to gange

- Vi skal passe på vores egne.

- Hvis man samtidig, som kommissæren også er inde på, vil have bedre handicapboliger og bedre muligheder for handicappede. Så kan pengene ikke bruges to gange, siger hun.

Anden del af Europarådets rapport går på, at man er for dårligt stillet som handicappet person i Danmark.

Skal ikke være favorabelt

Når det kommer til udrejsecentrene i Danmark anerkender Pia Kjærsgaard, at det ikke ligefrem er en "særlig favorabel tilstedeværelse".

- Det synes jeg heller ikke, at det skal være. Der skal være de fornødenheder, som man skal have, men heller ikke mere, siger hun.

I det hele taget mener Pia Kjærsgaard, at kritikken alene er kritik for at kritisere, og at Europarådet kun er til for sig selv.

BLÅ BOG: Pia Kjærsgaard

Navn: Pia Merete Kjærsgaard.

Alder: 70 år.

Fødested: København.

Datter af: Farvehandler Poul Kjærsgaard og husmor Inge Munch Jensen.

Uddannelse: Købmandsskolen i København fra 1963 til 1965.

Civilstand: Gift med statsrevisor Henrik Thorup. Sammen har de to børn.

Karriere: Hjemmehjælper fra 1978 til 1984.

Politisk karriere:

* Meldte sig ind i Fremskridtspartiet i 1978 og blev valgt til Folketinget i 1984.

* Politisk leder af Fremskridtspartiet fra 1985 til 1994.

* I oktober 1995 meldte hun sig ud af partiet og stiftede Dansk Folkeparti, som hun var formand for frem til august 2012.

* Valgt som Folketingets formand i juli 2015.

Kilde: Folketinget.dk/Ritzau

Powered by Labrador CMS