Udnyttet ægtepar er venner med de tiltalte
I over tre år blev et rumænsk ægtepar formodet udnyttet, men forholdet til arbejdsgiveren er venskabeligt.
Forholdet mellem et rumænsk ægtepar og deres serbiske arbejdsgiverpar fejler ikke noget, selv om det serbiske par er tiltalt for at have udnyttet rumænerne til at arbejde over 60 timer ugentligt i rengøringsbranchen for en beskeden løn.
Forsvareren for det serbiske par, Poul Hauch Fenger, har tirsdag i Retten i Helsingør vist et billede fra en fest.
– Jeg kan bekræfte, det er mig i det hvide tøj på billedet, og jeg danser til en fest, siger den rumænske mand, der er midt i 50’erne.
På samme foto optræder også det tiltalte serbiske par, som inviterede det rumænske ægtepar, der boede på serbernes altan i Helsingør, med til flere sociale arrangementer.
I en af retssagens pauser har der desuden været kys og kram mellem den tiltalte mand og hans formodede offer. Efterfølgende har de ført, hvad der ligner en venskabelig samtale.
Da der ikke er rejst tiltale for menneskehandel – som retten har afvist i to lignende sager – mener anklager Thomas Raaberg-Møller, at det er unødvendigt at gennemgå det gode forhold mellem parterne.
Det ændrer nemlig ikke ved, at rumænerne er blevet groft udnyttet til rengøringsarbejde, mener anklageren.
Det rumænske par kom til Danmark i maj 2009 og boede frem til oktober 2012 på altanen i Helsingør.
I Rumænien havde manden tidligere arbejdet på en fabrik og på et landbrug, men var arbejdsløs. Konen var socialassistent.
De tog til Danmark for at få et arbejde til 3000 kroner om måneden, som konens herboende familie havde skaffet kontakt til.
Sidenhen forlangte rumænerne 700 kroner mere om måneden for deres rengøringsslid, der i nogle tilfælde var 18 timer dagligt. Det ønske efterkom de serbiske arbejdsgivere.
Politiet vurderer, at de to formodede ofre blev snydt for 850.000 kroner gennem deres tre år i Danmark. Lønnen for rengøringsarbejdet havnede i stedet i de tiltaltes private firmaer, der fungerede som underleverandører til rengøringsgiganten Forenede Service, lyder det.
Det var fagforbundet 3F, der gjorde ægteparret opmærksom på, at de blev snydt. Det gjorde dog ikke så meget indtryk på parret ifølge den rumænske mand.
Han forklarede, at parret gerne ville være fortsat med at arbejde for det serbiske par, hvis de blot havde fået endnu en lønstigning.
/ritzau/