Pape: Mettes mink-sag lugter

Statsminister Mette Frederiksen (S) bør svare klart på, hvorfor sms'er om slagtning af alle mink blev slettet

Søren Pape (K) vil ikke spekulere i, hvad der kan stå i statsministerens slettede sms'er. Men mener, at er mistænksomt, at man pludseligt er begyndt at slette sms'er.
Søren Pape (K) vil ikke spekulere i, hvad der kan stå i statsministerens slettede sms'er. Men mener, at er mistænksomt, at man pludseligt er begyndt at slette sms'er.
Offentliggjort Sidst opdateret

De to store oppositionspartier, Venstre og De Konservative, håber, at statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag aften vil komme med klare svar i sagen om slettede sms'er.

Det siger partierne før et varslet pressemøde i Statsministeriet, hvor statsministeren onsdag klokken 20 vil svare på spørgsmål.

- Vi håber, at der denne gang rent faktisk kommer svar på de mange fuldstændigt simple spørgsmål, som statsministeren konsekvent har nægtet at svare på, siger politisk ordfører for Venstre Sophie Løhde.

Et fokuspunkt

De slettede sms'er er blevet et fokuspunkt i sagen om, at regeringen for præcist et år siden besluttede, at alle mink i Danmark skulle aflives af frygt for mutationer af covid-19.

Den beslutning blev truffet og meldt ud, selv om der ikke var lovhjemmel til det.

Folketinget har nedsat en kommission, der undersøger sagen. Det er i den forbindelse kommet frem, at statsministeren og ledende embedsfolk i statsministeriet har indstillet deres telefoner til automatisk at slette sms'er, der derfor ikke er overleveret til kommissionen.

Hvornår begyndte sletningen

- Jeg håber først og fremmest at få svar på, hvornår statsministeren begyndte at slette sine sms'er, hvorfor hun gjorde det, og hvordan hun kan sige, at det er et spørgsmål om sikkerhed, når man slet ikke må skrive noget fortroligt på sms, siger formand for De Konservative Søren Pape Poulsen.

Statsministeriet har tidligere meldt ud, at man vil samarbejde med både kommissionen og politiets teknikere for at få genskabt de slettede sms'er.

Under tidligere interview har statsministeren sagt, at spørgsmål om, eksempelvis hvornår slette-funktionen er sat til, er tekniske spørgsmål, som hun ikke vil gå ind i. Et svar Sophie Løhde kalder for "pinagtigt".

Jeg er bekymret

- Jeg er bekymret for, om vi nogensinde får alle relevante oplysninger bibragt kommissionen og dermed også får alle oplysninger frem om sandheden om den ulovlige ordre om at lukke minkerhvervet, siger ordføreren.

Søren Pape Poulsen understreger, at han ikke vil gætte på, hvad der kan stå i eventuelle sms'er fra statsministeren og hendes nærmeste medarbejdere fra perioden, hvor beslutningen blev truffet.

- Men man bliver jo mistænksom, når helt bestemte embedsfolk og statsministeren starter en helt ny praksis lige pludseligt om at slette sms'er. Det har man aldrig gjort før på denne her måde.

- Så kan man ikke tænke andet, end at der noget, vi ikke må se. Det er en sag, der lugter langt væk, siger han.

Læs Newsbreak.dk's leder om sagen her:

https://newsbreak.dk/politik/mette-f-er-ved-at-pelse-sig-selv/838394!/

SMS-skandalen

Det er kommet frem, at Mette Frederiksen og hendes nærmeste medarbejdere i Statsministeriet - departementschef Barbara Bertelsen, særlig rådgiver Martin Justesen og topembedsmand Pelle Pape - har slået automatisk sletning til på deres telefoner. 

Det betyder, at granskningskommissionen - bedre kendt som Minkkommissionen - ikke har adgang til sms-beskeder, som er sendt internt mellem parterne i Statsministeriet.

Derfor betegnes sagen om den automatiske sletning som en skandale.

Justitsministeriet har bedt politiets IT-eksperter om hjælp med at genskabe de slettede sms'er.

Powered by Labrador CMS