Ny udmelding fra Pia Kjærsgaard

Det ville skabe splid, hvis DF blev kastet ud i et kampvalg ved dette årsmøde, mener Pia Kjærsgaard

DF bakker op indtil formanden selv kaster nøglerne, siger Pia Kjærsgaard
DF bakker op indtil formanden selv kaster nøglerne, siger Pia Kjærsgaard
Offentliggjort Sidst opdateret

Dansk Folkeparti har ikke brug for et kampvalg.

Det fastslår partistifter og folketingsmedlem Pia Kjærsgaard i et opslag på Facebook efter tidligere fredag at have afvist at stille op som formandskandidat ved weekendens årsmøde.

Under uro og fløjkrige har lokalformænd og partimedlemmer de seneste dage opfordret Pia Kjærsgaard til at stille op som DF-formand - en post, hun havde fra 1995 til 2012.

Men det ville være forkert igen at gå efter at blive formand, skriver hun.

- Det Dansk Folkeparti, jeg kender, er et parti, hvor vi altid er enige om, at vi bakker op om formanden, indtil den dag han eller hun kaster nøglerne og lader stafetten gå videre.

- Det er det Dansk Folkeparti, jeg stiftede, det er det Dansk Folkeparti, jeg kender, det er det Dansk Folkeparti, jeg elsker.

- Og derfor kan jeg ikke stille op i et kampvalg mod Kristian. For et kampvalg splitter os i en tid, hvor vi skal det modsatte, skriver hun.

I stedet bør fokus ligge andetsteds, mener hun.

- Nu skal vi stå sammen og kæmpe for et godt kommunalvalg, og så ser vi, hvordan det går, skriver Kjærsgaard.

BLÅ BOG: Pia Kjærsgaard

Navn: Pia Merete Kjærsgaard.

Født: 23. februar 194

Fødested: København.

Datter af: Farvehandler Poul Kjærsgaard og husmor Inge Munch Jensen.

Uddannelse: Købmandsskolen i København fra 1963 til 1965.

Civilstand: Gift med statsrevisor Henrik Thorup. Sammen har de to børn.

Karriere: Hjemmehjælper fra 1978 til 1984.

Politisk karriere:

* Meldte sig ind i Fremskridtspartiet i 1978 og blev valgt til Folketinget i 1984.

* Politisk leder af Fremskridtspartiet fra 1985 til 1994.

* I oktober 1995 meldte hun sig ud af partiet og stiftede Dansk Folkeparti, som hun var formand for frem til august 2012.

* Valgt som Folketingets formand i juli 2015.

Kilde: Folketinget.dk/Ritzau
Powered by Labrador CMS