Ny skandale: Løkke kalder til møde

Moderaternes Jon Stephensen har ifølge TV 2 sendt upassende beskeder til 19-årigt medlem af partiet

Offentliggjort Sidst opdateret

Moderaternes kultur- og udenrigsordfører, Jon Stephensen, hører ikke hjemme i partiet, når han ikke overholder partiets adfærdskodeks.

Sådan lyder det fra ledelsen i Unge Moderater.

Det skriver TV 2.

Overholder ikke adfærdskodeks

Meldingen kommer, efter TV 2 blandt andet kan dokumentere, at 63-årige Jon Stephensen har skrevet til et 19-årigt, kvindeligt medlem af partiet, at hun "er smuk med den lækreste krop".

- Vi i unge Moderater mener, at man skal overholde vores samværspolitik, og at man i Moderaterne skal overholde deres code of conduct (adfærdskodeks, red).

- Det er derfor, vi har dem. Hvis man ikke overholder dem, hører man ikke til hos os, siger Ellen Emilie, en af to ledere af Unge Moderater, til TV 2.

Sket som medlem af folketinget

Hun siger, at Unge Moderater mener, Jon Stephensen har brudt deres adfærdskodeks, og derfor er de gået videre med sagen til Moderaternes ledelse.

TV 2 er i besiddelsen af den fulde korrespondance mellem Jon Stephensen og den 19-årige kvinde.

Ifølge dateringen har korrespondancen fundet sted sent om aftenen den 9. februar 2023 - altså under Jon Stephensens periode som folketingsmedlem.

Jon Stephensen har ifølge TV 2 ingen kommentarer til sagen.

Tager afstand

Moderaternes partisekretær Kirsten Munch Andersen skriver i en mail til Ritzau, at Moderaterne tager afstand fra beskedudvekslingen.

- Moderaterne tager afstand fra en beskedudveksling, som har fundet sted mellem en folkevalgt og et medlem af Unge Moderater.

- Moderaterne bygger på gensidig respekt, og det er en af vores kerneværdier, siger hun.

Tilbyder hjælp

Repræsentanter fra Unge Moderater har gjort Kirsten Munch Andersen bekendt med beskederne. På den baggrund er Jon Stephensen blevet indkaldt til møde med partiets ledelse i den kommende uge.

Her vil han dog ikke blive fremlagt beskederne eller kvindens identitet, da kvinden ikke har ønsket det.

- Partiet har tilbudt den unge kvinde den hjælp, som hun måtte have brug for. Kvinden ønsker at være anonym, og jeg har derfor ikke selv talt med hende.

Handler på besked

- Vi er således ikke blevet gjort bekendt med kvindens identitet, og kvinden har ønsket, at vi ikke konfronterede folketingsmedlemmet med hverken beskedernes indhold eller eksistens. Det respekterer vi selvfølgelig. Dette afholder os dog ikke fra at handle, og vi har derfor i torsdags indkaldt medlemmet til samtale med partiets ledelse som finder sted i den kommende uge, siger hun.

Det er ikke første gang, Stephensen er i medierne, efter at han angiveligt skulle have opført sig grænseoverskridende.

Afviser forfalskning

Den arkitekt- og journalistuddannede Stephensen blev fyret som direktør for teatret Aveny-T i maj 2022, efter at bestyrelsen havde mistet tilliden til ham.

Bestyrelsesformanden for Aveny-T, Henning Dyremose, har fortalt, at fyringen af Jon Stephensen blandt andet skyldtes, at han havde forfalsket en af teaterets bestyrelsesmedlemmers underskrift. Det afviser han selv.

TV 2 har desuden beskrevet, hvordan Jon Stephensen ifølge en lang række kilder fra teaterbranchen skabte et ubehageligt arbejdsmiljø med trusler, magtmisbrug og grænseoverskridende adfærd i sin tid på teatret.

Sagerne har gjort indtryk på Stephensen, har han tidligere udtalt.

Kalder det privat fortid

- Men selvfølgelig er jeg berørt, og jeg kigger indad. Jeg vil rigtig gerne stå på mål for mit politiske virke nu og her. Jeg ved ikke, om man på den måde kan myrde en politiker på grund af dens private fortid, sagde han i marts.

Han fastholdt her også, at han havde gjort det så godt, han kunne, men også havde tænkt over, om han kunne have gjort noget anderledes.

I den forbindelse lød det, at politisk leder Lars Løkke Rasmussen (M) havde sagt til Jon Stephensen, at han "skal passe sit folketingsarbejde og forsøge at genopbygge tilliden".

Det er ikke bare en fejde om en underskrift som Jon Stephensen skulle have forfalsket. Nu har han også skrevet upassende til et ungt medlem af partiet, forlyder det.
Det er ikke bare en fejde om en underskrift som Jon Stephensen skulle have forfalsket. Nu har han også skrevet upassende til et ungt medlem af partiet, forlyder det.

JON STEPHENSEN

Jon Stephensen er søn af overlæge Niels Karl Læssøe Stephensen (født 1932) og hustru sygeplejerske Eva født Bjørling (født 1929) og tilhører den gamle islandske Stephensen-slægt. Farfaderen var arkitekten Hakon Stephensen. I sin barndom legede han med den jævnalderende Jes Dorph-Petersen.

Stephensen er uddannet arkitekt i 1984 fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og journalist i 1990 fra Danmarks Journalisthøjskole.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS