Nu skal vi vaccineres igen

Målgruppen for at få en boostervaccine mod corona i efteråret bliver udvidet med blandt andet frontpersonale

Offentliggjort Sidst opdateret

Når efterårets vaccinationsindsats starter i midten af september i Danmark, bliver det med variantopdaterede coronavacciner.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Samtidig udvides målgruppen. Tidligere var det alle over 50 år og særligt sårbare under 50 år, der ville blive tilbudt en boostervaccine.

- Derudover anbefaler vi også, at gravide, personale på sundheds- og ældreområdet og udvalgte dele af socialområdet, og som har tæt kontakt til borgere og patienter i øget risiko, samt pårørende til personer i særlig øget risiko bliver booster-vaccineret mod covid-19, skriver Sundhedsstyrelsen.

I næste uge

De første variantopdaterede vacciner ankommer i næste uge.

Her leveres 1,2 millioner doser, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde fredag.

Ugen efter ankommer yderligere 1,4 millioner doser, mens der i september i alt vil blive leveret 4,5 millioner doser.

Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen.
Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen.

Begynder midt i september

I midten af september begynder vaccinationsindsatsen med beboere på plejehjem.

Fra 1. oktober kan resten af målgrupperne blive vaccineret.

BLÅ BOG SØREN BROSTRØM

Søren Brostrøm er først og fremmest blevet kendt i Danmark, som den førende corona-general. Han har siden 2015 været direktør i Sundhedsstyrelsen.

Søren Brostrøm er født den 4. juni 1965 i Aarhus. Begge hans forældre er uddannede læger. Moderen var børnelæge og faderen var kræftforsker.

Søren Brostrøm flyttede efter sin fars død - som elleveårig - til Mobile i den amerikanske delstat Alabama.

Han er uddannet på Københavns Universitet og er speciallæge i gynækologi og obstetrik.

Brostrøm har tidligere været ansat som overlæge på Herlev Hospital og som lektor ved Københavns Universitet.

Søren Brostrøm har som ung været erklæret kommunist. Hans politiske ståsted i dag er ukendt.

Kilde: Wikipedia, danske medier
Powered by Labrador CMS