Nu har de fået nok
Frie Grønne, der opstod på ruinerne af Alternativet, er opstillingsberettiget ved næste folketingsvalg
Partiet Frie Grønne, der har Sikandar Siddique som politisk leder, har ifølge vælgererklæring.dk fået nok vælgererklæringer til at komme på stemmesedlen til næste folketingsvalg, som senest finder sted i juni 2023.
Det står klart mandag, hvor Frie Grønne på vælgererklæring.dk under Indenrigs- og Boligministeriet har passeret de nødvendige 20.182 vælgerklæringer, der er kravet for at blive opstillingsberettiget.
Frie Grønne så dagens lys i april sidste år og blev stiftet af en række tidligere medlemmer af Alternativet.
Kendte navne
Foruden Sikandar Siddique er Uffe Elbæk og Susanne Zimmer samt Niko Grünfeld velkendte navne fra partiet.
De tre førstnævnte er i dag folketingsmedlemmer, efter at de sidste år forlod Alternativet. Niko Grünfeld er tidligere kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune og sidder fortsat i borgerrepræsentationen.
Formelt skal Frie Grønne godkendes af Indenrigs- og Boligministeriet, inden partiet kommer på stemmesedlen. Det er normalt en formsag.
Fast står det, at der bliver rigeligt med partier at stemme på ved næste folketingsvalg.
To kerneemner
Sidste år kunne både Kristendemokraterne og Veganerpartiet meddele, at de havde indsamlet nok vælgererklæringer, og det samme kunne tidligere Venstre-formand og eksstatsminister Lars Løkke Rasmussen (Moderaterne) i sidste måned.
Frie Grønne har klima og antiracisme som sine mærkesager. Især Siddique gør sit til at gøre opmærksom på de to emner.
Racistisk angreb
I forbindelse med Folketingets åbning tidligere i oktober blev Siddique og hans forældre overfuset af en mand foran Christiansborg.
En række politiske kolleger fra både rød og blå blok, heriblandt statsminister Mette Frederiksen (S), tog efterfølgende afstand fra episoden.
Statsministeren kaldte episoden for "et helt uhørt racistisk angreb".
Ved episoden antastede en mand iført en t-shirt med teksten "Fuck islam" Siddique, der har pakistanske rødder, mens Siddique kom gående ud fra Christiansborg med sin mor og 82-årige far, som måtte støtte sig til en rollator.
Både Siddique og hans forældre blev overfuset af manden, som blandt andet opfordrede dem til at "rejse hjem". Det kunne B.T. vise i en video.