Nu er de første kommet til Danmark

Ministerium ved ikke, om ukrainere, der er kommet til Danmark, har søgt asyl. En del bor hos familie

Offentliggjort Sidst opdateret

Få dage efter at Rusland indledte en invasion af Ukraine, er de første ukrainere flygtet til Danmark.

Det er sket som følge af situationen i Ukraine, skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet lørdag på det sociale medie Twitter.

Det fremgår ikke, hvornår ukrainerne er ankommet til Danmark.

Men ifølge ministeriet har en del af dem oplyst, at de er indkvarteret hos familie i Danmark.

- En del af disse (ukrainerne, red.) har oplyst, at de er indkvarteret privat hos herboende familie.

- Ministeriet har ikke kendskab til, at de pågældende på nuværende tidspunkt har søgt asyl, står der i opslaget.

Har ikke overblik

Udlændinge- og Integrationsministeriet har heller ikke overblik over, hvor mange ukrainere der reelt er rejst ind i Danmark.

Ifølge ministeriet skyldes det, at ukrainske statsborgere kan rejse til Danmark uden visum, og at der ikke er krav om, at de skal registreres.

Derudover gennemføres grænsekontrol mod Tyskland kun som stikprøver.

Powered by Labrador CMS