Naser Khader dropper sag mod kvinder
Khader opgiver injuriesager mod kvinder, der har beskyldt ham for seksuelle krænkelser, skriver Weekendavisen
Naser Khader opgiver planerne om at anlægge injuriesager mod de kvinder, som har beskyldt ham for seksuelle krænkelser.
Det har han oplyst til Weekendavisen.
Ifølge avisen har en advokat med speciale i injuriesager frarådet Naser Khader at sagsøge kvinderne.
Det sker, efter at advokaten har læst den advokatundersøgelse, som Konservative bestilte, og som medføre, at Naser Khader blev smidt ud af partiet.
Ikke injurier
Advokaten har vurderet, at de fleste af anklagerne mod Naser Khader ikke er belastende nok til, at de kan betragtes som injurier.
Desuden har advokaten vurderet, at Naser Khader i højest to ud af de syv sager, der beskrives i rapporten, beskyldes for noget, der er ulovligt.
- Det er svært, for selv om kvindernes beskrivelser af de påståede handlinger virker voldsomme, bruger de ikke direkte ord som "vold", "pres", "voldtægt" eller andre ord, som oplagt er injurierende, siger Naser Khader til avisen.
Ikke sagsanlæg
Der bliver ifølge Weekendavisen heller ikke lagt sag an mod de to kvinder, der kommer med de mest belastende beskyldninger.
- Advokatens vurdering er, at det måske er beskyldninger om noget ulovligt, men det er ikke 100 procent sikkert. Hvis jeg taber sagerne på den "teknikalitet", at det i virkeligheden slet ikke kan anses som injurier, vil jeg alligevel fremstå som den, der tabte injuriesagen med risiko for dermed at blive opfattet som skyldig, siger han og tilføjer:
- Jeg befinder mig i et retsligt ingenmandsland. Det er frustrerende, at jeg reelt ikke kan forsvare mig og blive renset ved domstolene.
I starten af juli udgav DR en artikel, hvor fem kvinder anklager Naser Khader for seksuelle krænkelser eller grænseoverskridende adfærd.
Senere kom yderligere to kvinder til i artikler hos Berlingske og B.T.
Røg ud af partiet
Anklagerne fik Konservative til at bestille en advokatundersøgelse, der skulle kortlægge sagerne.
På Konservatives sommergruppemøde 18. august oplyste partiformand Søren Pape Poulsen, at Naser Khader ikke længere kunne være medlem af partiet.
Det var bakket op af en enig folketingsgruppe.
Naser Khader valgte at fortsætte i Folketinget som løsgænger, efter at han var tvunget til at forlade Konservative.