Mystik om sygdom hos partileder
Alternativets partileder er syg uden lægeerklæring, men partiet kan ikke fortælle, hvad det drejer sig om.
Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, er syg og deltager derfor ikke i arbejdet i Folketinget for tiden.
Det skriver Frihedsbrevet.
Mediet har opgjort, at partilederen ikke har været til stede på Christiansborg i ugevis.
Bekræfter
Partiets presseafdeling bekræfter sygdommen, men vil ikke forklare yderligere om, hvad det skyldes, eller hvornår Franciska Rosenkilde ventes tilbage.
- Hun er syg, vi glæder os til, at hun kommer tilbage, skriver Alternativets presseafdeling som den eneste kommentar til Frihedsbrevet.
Partiet har ikke øvrige kommentarer til Ritzau.
Har misset flere debatter
Der har været flere vægtige debatter i Folketingssalen, som Franciska Rosenkilde ikke har deltaget i i januar.
Det gælder partilederdebatten den 16. januar, og hun var heller ikke til stede til spørgetimen med statsministeren den 23. januar.
Ikke formelt sygemeldt
Franciska Rosenkilde har dog ikke meldt sig formelt syg til Folketinget, der ikke har modtaget en anmodning om sygeorlov, skriver Frihedsbrevet.
På sin Facebook-profil har partilederen senest skrevet en opdatering den 13. januar.
Her skriver hun om besøg på to kunstudstillinger på Arken og Louisiana.
- Hvor går du hen, når verden brænder, og livet kradser? Jeg går mod kunsten, lader mig berige, inspirere og bevæge, mærker kunstens bevidstgørende kommunikation, mærker mig selv.