Mink-regning bliver dyrere
Ud over de mange milliarder, minkerhvervet skal have i erstatning, vil administration og oprydning koste dyrt
Regningen efter nedlukningen af minkerhvervet i Danmark lyder ikke kun på det stort milliardbeløb i erstatning, et bredt flertal i Folketinget blev enige om i januar.
Den vil også lyde på et trecifret millionbeløb i administration, advokater og naturbeskyttelse.
Det viser regeringens forslag til finansloven for 2022, hvor der er lagt budget for blandt andet Fødevarestyrelsens opgaver de næste mange år, når det kommer til de slagtede mink.
Tager tre år
Erstatningerne skal ske via en taksationskommission, der er nedsat under Transportministeriet. Her er afsat samlet 97,8 millioner kroner til og med 2024 til det arbejde.
I sommer begyndte Fødevarestyrelsen at søge dommere, jurister og HK'ere til kommissionen. Arbejdet ses tage op til tre år.
Udgifterne stopper dog ikke med taksationskommissionen.
Afsat 136,4 millioner
Også i Fødevarestyrelsen vil nedlæggelsen af minkerhvervet fortsætte med at koste penge de næste år. Ikke mindst da det er her, erstatningspengene skal udbetales fra.
I 2022 er der budgetteret med 50,4 millioner kroner til "udgifter vedrørende administration i forbindelse med udbetaling af erstatninger og kompensationer, retssager, juridisk bistand, it-udgifter med videre". Samlet til og med 2025 er der afsat 136,4 millioner kroner her.
Gravet ned
Og dertil kommer fortsatte udgifter til foranstaltninger, der skal beskytte områderne, hvor de mange millioner døde mink blev gravet ned, mod mulige skadevirkninger.
I 2022 er der afsat 46 millioner kroner til det arbejde. Og samlet til og med 2026 er der afsat 111,2 millioner kroner.
Småpenge
Hertil kommer en lang række mindre udgifter spredt ud over forskellige ministerier til ting så forskellige som bedre understøttelse af de pludseligt jobløse minkavlere, støtte til omdannelse af minkfarme til andre formål og nedrivning af minkfarme.
Samlet godt 345 millioner kroner frem til og med 2026.
Det er dog småpenge sammenlignet med de små 19 milliarder kroner, der forventes udbetalt erstatning til minkejerne. De penge kommer dog ikke fra finansloven, men fra en særbevilling, der blev trykket hånd på, da aftalen om erstatning blev indgået i januar.