Mette F. vil have danskerne væk fra dette

Alle danske private hjem med gasfyr skal over på en anden energikilde, siger Mette Frederiksen til Berlingske

Offentliggjort Sidst opdateret

I et interview med Berlingske løfter statsminister Mette Frederiksen (S) lidt af sløret for regeringens kommende udspil til, hvordan Danmark kan blive uafhængig af russisk gas.

Et af elementerne i udspillet er, at alle de 400.000 private husstande, som har gasfyr, skal over på en anden energikilde.

- Vi skal have dem over på fjernvarme eller individuelle varmepumper, hvor det kan give mening. Vi skal sikre, at danskere kommer væk fra naturgas, siger Mette Frederiksen til Berlingske.

Præsenteres efter påske

Regeringens udspil vil blive præsenteret efter påske, fortalte Mette Frederiksen fra Folketingets talerstol under tirsdagens partilederdebat.

- Efter påske vil regeringen præsentere udspillet "Danmark kan mere 2", hvor vi vil komme med nogle af vores forslag til en ambitiøs og hurtigere grøn omstilling, mere vedvarende energi og hurtigere uafhængighed af russisk gas.

- Her til gavn for klimaet og sikkerheden, men også for den enkelte forbruger. Og vigtigst af alt for freden og for friheden i Europa, sagde statsministeren tirsdag.

Regeringens udspil til, hvordan Danmark bliver uafhængig af russisk gas, vil indeholde fem elementer, fortæller statsminister Mette Frederiksen (S) til Berlingske. (Arkivfoto).
Regeringens udspil til, hvordan Danmark bliver uafhængig af russisk gas, vil indeholde fem elementer, fortæller statsminister Mette Frederiksen (S) til Berlingske. (Arkivfoto).

Yderligere fire dele

Ud over at alle husstande med gasfyr skal have en ny energiform, vil udspillet indeholde yderligere fire dele.

Der skal bygges mere vedvarende energi i Danmark og hurtigere.

Den grønne skattereform med en ensartet afgift på CO2, som regeringen vil fremlægge på et tidspunkt.

Der skal eksporteres teknologi og løsninger, der fremmer effektiv brug af energi.

Og så skal vil regeringen undersøge, om den danske produktion af naturgas kan øges.

Kan klare os selv

Mette Frederiksen siger, at "i de kommende år tror jeg både, at vi selv og en række andre europæiske lande hellere vil bruge dansk gas, end vi vil købe det af Putin".

Derfor har Danmark en "pligt" til at undersøge om egenproduktionen kan forøges.

Men aftalen, om at Danmark skal stoppe al olie- og gasproduktion i Nordsøen i 2050, gælder stadig, slår hun fast.

Regeringens udspil er dog ikke færdig i alle detaljer endnu, skriver Berlingske. EU importerer i dag omkring 40 procent af sin naturgas fra Rusland.

Powered by Labrador CMS