Mette F. deltager
Bekræfter at hun tager til stor konference
Statsminister Mette Frederiksen (S) rejser torsdag til Portugals hovedstad, Lissabon, for at deltage i det årlige Bilderberg-møde.
Det skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.
En bred kreds af statsledere og eksperter fra virksomheder, finansverdenen, videnskabelige miljøer og medierne er inviteret.
Kun inviterede
Kun inviterede gæster kan deltage, og der kommer i år 130 deltagere, fremgår det af Bilderberg-organisationens hjemmeside.
Møderne foregår i en lukket kreds, og der vedtages ikke erklæringer og udsendes ikke oplysninger om, hvem der har sagt hvad.
Dannet i 1954
Bilderberg-organisationen blev dannet i 1954 af blandt andre Hollands prins Bernard, den amerikanske bankmand David Rockefeller og Denis Healy - en britisk politiker, der senere blev finansminister.
Navnet på organisationen stammer fra hotellet, hvor de holdt deres første møde i Holland, Hotel De Bilderberg.
Anders Fogh og Helle Thorning
Bilderberg-møderne har tidligere haft dansk repræsentation.
Flere tidligere statsministre har således deltaget, blandt andre Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt.
Det er i år 69. gang, mødet i den lukkede kreds finder sted.
Ukraine-krig på dagsordenen
På dagsordenen er blandt andet den aktuelle konflikt mellem Rusland og Ukraine.
En række andre aktuelle problemstillinger som grøn omstilling og kunstig intelligens vil også blive diskuteret, fremgår det af organisationens hjemmeside.