Messerschmidt efter dom: -Jeg fortsætter
Trods dom på seks måneders betinget fængsel vil Messerschmidt fortsætte i Folketinget. Dom er anket
DF-næstformand Morten Messerschmidt vil fortsætte på sine politiske poster for Dansk Folkeparti.
Det siger han efter en dom på seks måneders betinget fængsel.
Morten Messerschmidt henviser til, at han har anket sagen. Dermed er dommen ikke endelig:
- Jeg er overrasket over dommen. Jeg havde hele vejen igennem troet på, at jeg ville blive frifundet. Det er også derfor, at vi omgående anker dommen.
- Nu har jeg brug for at synke tingene og læse dommen. Og så venter der en ny omgang i landsretten, hvor jeg vil gå efter frifindelse.
- Dommen er ikke endelig, for den er anket. Derfor vil jeg fortsat bestride mine politiske hverv, siger Morten Messerschmidt.
Støtte fra toppen
Morten Messerschmidt kommer fortsat til at repræsentere Dansk Folkeparti på Christiansborg, selv om han fredag blev idømt seks måneders betinget fængsel for svig med EU-midler og dokumentfalsk.
Messerschmidt ankede nemlig dommen på stedet, og derfor er dommen ikke endelig, fastslår Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.
Ender en omgørelse af sagen med samme dom, tror politisk kommentator Hans Engell ikke på en fremtid i dansk politik for DF'eren.
- Et halvt år er en særdeles hård dom. Hvis det er det, der bliver stående, så vil Messerschmidt ikke kunne fortsætte som medlem af Folketinget.
Ikke stor forandringer
Den politiske kommentator tror ikke, at man i mellemtiden vil se de store forandringer i Dansk Folkepartis håndtering af sagen.
Han henviser til, at folketingsgruppen i Dansk Folkeparti har kørt "business as usual" i hele den periode, sagen har verseret.
- Messerschmidt har jo haft alle ordførerskaber, og han blev jo tilmed forfremmet og fik en langt mere central placering under Thulesen Dahl. Så det er ikke, fordi det har påvirket hans karriere, mens sagen har kørt, siger Hans Engell.