Kommentator: Mette er stadig presset
Onsdag har Mette Frederiksen holdt pressemøde om slettede sms'er. Ifølge iagttager er lidt af presset fjernet
Presset på statsminister Mette Frederiksen (S) er ikke væk efter onsdagens pressemøde om hendes slettede sms'er. Det er dog blevet mindre.
Det vurderer Erik Holstein, der er politisk kommentator hos Altinget.
Pressemødet kom, efter det kom frem, at statsministeren har indstillet sin telefon til automatisk at slette sms'er efter 30 dage.
Det samme har tre ledende embedsmænd i Statsministeriet, og de har derfor ikke kunnet udlevere sms'er til Granskningskommissionen.
Slettet sidste sommer
Den kulegraver forløbet omkring beslutningen om at slå alle mink i Danmark ned i november sidste år. Men altså uden mange sms'er.
På pressemødet fortalte Mette Frederiksen, at hendes sms'er formentlig er blevet slettet siden sommeren sidste år. Altså før beslutningen om at slå minkene ned.
Præcis hvornår sletningen begyndte, er dog ikke kommet frem, og det mangler der i Erik Holsteins optik stadigvæk svar på.
- Det vil der stadigvæk blive spurgt ind til, lyder det fra kommentatoren.
Savner svar
Derudover mangler Erik Holstein også svar på, hvorfor slettefunktionen ikke også er i brug i andre ministerier.
For eksempel i Justitsministeriet, hvor Barbara Bertelsen, som rådgav om beslutningen, var departementschef, inden hun skiftede til en tilsvarende stilling i Statsministeriet.
- Presset er ikke væk, men jeg tror, det bliver mindre. Der er ingen tvivl om, at det eneste rigtige i en sådan situation er at holde et langt pressemøde.
- Nu kan man i hvert fald ikke påstå, at hun ikke er tilgængelig for pressen, og at hun ikke vil forholde sig aktivt til spørgsmålene, siger Erik Holstein.