-Jeg stoler ikke på Mette F.
Der er kras kritik af Mette Frederiksen efter et timelangt pressemøde om centrale spørgsmål i minksagen
Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen er utilfreds med de svar, som statsminister Mette Frederiksen (S) kom med onsdag aften i minksagen, hvor der er blevet slettet sms'er.
Millioner af mink blev beordret aflivet i efteråret 2020, men det viste sig kort efter, at der ikke var lovgrundlag for det.
- Det, jeg siger nu, er ret vildt: Jeg stoler ikke på Danmarks statsminister.
- Det er muligt, hun ikke var klar over, at der ikke var lovhjemmel til at nedlægge minkerhvervet. Men hun vidste godt, at der ikke var en klar anbefaling fra sundhedsmyndighederne om at nedlægge erhvervet, siger Ellemann til TV2.
Der er nedsat en kommission for at undersøge sagen om lovgrundlag. Den har bedt om indsigt i statsministerens og de øverste embedsmænds sms'er, men fire personer i Statsministeriet har slettet sms'erne.
Svarede ikke på spørgsmål
På pressemødet kunne Mette Frederiksen ikke oplyse præcis, hvornår den automatiske sletning af sms'er efter 30 dage blev aktiveret på hendes og andres telefon.
- Jeg står tilbage med indtrykket af en statsminister, som ikke helt kan svare på spørgsmålet om, hvornår hun har slået den her slettefunktion til. Jeg synes egentlig, det stinker, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Det er Statsministeriets formodning, at det skete senest i sommeren 2020 for statsministerens vedkommende. Det var hendes departementschef, der rådede hende til det af sikkerhedshensyn.
- Jeg kan godt forstå, at det kan se mærkeligt ud. Men jeg vil gerne gøre det fuldstændig klart, at vi har ikke noget ønske om at slette noget. Jeg står på mål for det, vi har gjort, sagde Mette Frederiksen onsdag aften.