Styrelse: listeriaudbrud aftager- 16 døde
Det har været en succes at trække kødprodukter tilbage, skriver Fødevarestyrelsen, der ser udbrud klinge af.
Det ser ud til, at smitten med listeriabakterier fra kødprodukter fra Jørn A. Rullepølser er stilnet af, efter at der de seneste to uger ikke er fundet flere sygdomstilfælde ifølge Statens Serum Institut.
I en pressemeddelelse skriver Fødevarestyrelsen, at udbruddet med succes er blevet stoppet ved tilbagetrækningen af kødprodukter fra Jørn A. Rullepølser samt fra kunder, der har modtaget produkter fra producenten.
Siden september 2013 er listeriabakterier fra patienter blevet undersøgt med genom-sekventering på Statens Serum Institut.
– Det er på denne baggrund, at det kan påvises, at i alt 38 patienter over det seneste år har været inficeret med identiske listeriabakterier, skriver Fødevarestyrelsen.
Hos Statens Serum Institut glæder sektionsleder Eva Møller Nielsen sig over, at udbruddet ser ud til at være overstået, selv om det ikke kan udelukkes, at der stadig kan komme enkelte tilfælde i løbet af de næste par uger.
– Det er nyt for os at anvende genom-sekventering til at koble listeriapatienter og fødevarer, og det har vist sig som et rigtig godt redskab i kampen mod bakterierne, siger Eva Møller Nielsen.
I august indledte Jørn A. Rullepølser en større sag om tilbagetrækning, der involverede mere end 6000 kunder, der havde modtaget produkter fra virksomheden.
Samtlige tilbagetrækninger er efterfølgende blevet kontrolleret af Fødevarestyrelsen.
– Kun i godt 40 tilfælde har tilbagetrækningerne ikke været kørt efter bogen, siger fødevarechef i Fødevarestyrelsen Bjørn Wirlander.
– I de tilfælde har Fødevarestyrelsen sanktioneret virksomhederne med bøder, tilføjer han.
Ud af de 38 listeriasmittede er 16 afgået ved døden inden for 30 dage, efter at de blev smittet, fremgår det af pressemeddelelsen.
Totalt er der konstateret 73 tilfælde af listeria i 2014 – altså 39 tilfælde der ikke kan spores tilbage til kødprodukter fra Jørn A. Rullepølser.
/ritzau/