Har mistet tilliden
Mindst 50 medlemmer vil prøve at annullere eksklusion af partistifter og erklære mistillidsvotum til ledelsen
Pressen er ikke velkommen, når medlemmerne af Veganerpartiet søndag afgør, hvem der skal styre partiet frem mod folketingsvalget.
Partiets landsledelse har ekskluderet partistifter Henrik Vindfeldt for krænkende adfærd, men en lang række medlemmer vil på et ekstraordinært landsmøde søndag forsøge at vælte ledelsen og få ham tilbage i partiet.
Ifølge politisk ordfører Michael Monberg kan eksklusionen godt virke harsk udadtil. Men den var nødvendig.
- Eksklusionen virker overdrevet, det har jeg fuld forståelse for, og jeg kan kun ærgre mig over, at kommunikationen har været manglende, siger han.
Præget af kaos
Det blot tre år gamle parti har været præget af kaos, siden det blev opstillingsberettiget til Folketinget i september 2020. Allerede da trak Michael Monberg sig som leder, og Henrik Vindfeldt overtog.
I marts 2021 erklærede bestyrelsen ifølge Ritzaus oplysninger mistillid mod Vindfeldt. Han forlod posten som leder i juni 2021.
Herefter blev ledelsen af partiet delt ud på flere poster. To måneder efter blev Monberg valgt som politisk ordfører.
Erkender mistillid
Han erkender i dag, at der er mistillid til landsledelsen blandt nogle af medlemmerne.
- Det er ikke kun denne landsledelse, men også tidligere bestyrelser, som ikke har meldt ud, at der har været exitsager tidligere, hvor Henrik har været involveret, og at der har været mistillidsvota.
- Hvis man har sådan nogle sager, og landsledelsen ikke melder dem ud, så ved medlemmerne ikke, hvad der foregår, siger Monberg.
Mindst 50 medlemmer
Mindst 50 medlemmer på det ekstraordinære årsmøde vil forsøge at få annulleret eksklusionen af Vindfeldt og vil derudover forsøge at få flertal for et mistillidsvotum til den siddende ledelse.
Med flere end 150 tilmeldte er det en reel mulighed.
Når pressen ikke er velkommen, skyldes det, at det er en personsag ifølge den politiske ordfører.
- Vi skal behandle en personsag med flere implicerede parter. Af respekt for dem takker vi nej til pressen. Vi kommer med en udmelding om, hvad der er foregået efter landsmødet, siger Monberg.
'Grimt' opgør
Han ser ikke en fremtid, hvor både Vindfeldt og han selv er medlemmer af partiet.
- Det miljø, jeg mener, han har omkring sig, kan jeg ikke se mig selv være en del af. Det vil være min umiddelbare reaktion, siger Monberg.
Vindfeldt har tidligere sagt, at der er to fløje i partiet, og at han repræsenterer en moderat fløj. Han har kaldt opgøret "grimt".
Veganerpartiet skabte sig en profil i forbindelse med folketingsvalget i 2019 og blev efterfølgende opstillingsberettiget.
Hos meningsmålingsinstituttet Voxmeter toppede opbakningen til partiet i januar 2021 med 1,4 procent. Siden da har det ramt nul.