-Han er færdig

Fem kvinder beskylder Naser Khader (K) for krænkelser. Svært at se ham overleve politisk, mener kommentator

Naser Khader er medlem af Folketinget for De Konservative, men er i øjeblikket på orlov. Fem kvinder beskylder ham for krænkelser. (Arkivfoto)
Naser Khader er medlem af Folketinget for De Konservative, men er i øjeblikket på orlov. Fem kvinder beskylder ham for krænkelser. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det er svært at se folketingsmedlem Naser Khader (K) fortsætte i dansk politik, efter at fem kvinder fredag har anklaget ham for krænkelser.

Det vurderer Bent Winther, der er politisk kommentator hos Berlingske.

- Jeg har svært ved at se Naser Khader overleve politisk efter de her anklager.

- De virker overbevisende, følger det samme mønster, og der er endda flere, der står frem med navn, siger han.

Anklagerne, som er kommet frem i en artikel hos DR, afvises alle af Khader.

De har ifølge kvinderne fundet sted mellem 1999 og 2019.

Skal undersøges

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, opfordrer kvinderne til at gå til politiet, hvis de mener, der er sket en forbrydelse.

Han opfordrer dem også til at kontakte partiets whistleblower-ordning.

Nu skal uafhængige advokater undersøge sagen, inden partiet vil drage en konklusion.

Bent Winther har dog svært ved at se andre afslutninger end Khaders exit.

- Enten trækker Naser Khader sig selv, eller også er der stor risiko for, at partiet drager nogle konsekvenser i den retning, når advokatundersøgelsen er slut, vurderer han.

BLÅ BOG: Naser Khader

Navn: Naser Khader.

Født: 1. juli 1963 i Syrien.

Uddannelse: Cand.polit. fra Københavns Universitet, Master i teologi.

Folketingskarriere:

* Medlem af De Radikale 1984-2007 (siden 2001 i Folketinget).

* Folketingsmedlem for Ny Alliance og Liberal Alliance 2007-2009.

* Folketingsmedlem for De Konservative 2009 - 2011.

* Folketingsmedlem for De Konservative 2015 - nu.

Anden karriere:

* Forfatter, radiovært, debattør.

* Medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1997-2000 for De Radikale.

* Medlem af Etisk Råd 1998-2001.

* Senior fellow ved den amerikanske tænketank Hudson Institute, Washington D.C. 2011 til 2015.

Kilde: Kilder: Folketinget, De Konservative.
Powered by Labrador CMS