Forsvaret vil have missiler mod Rusland

Sammenlagt er der i notatet ifølge TV 2 øremærket op mod 87 milliarder kroner til nye "primære kapaciteter"

Offentliggjort Sidst opdateret

Et lækket notat, som TV 2 er besiddelse af, viser en lang liste over ting, som Forsvarsministeriet anbefaler at indkøbe til Forsvaret.

TV 2 beskriver det som Forsvarets ønskeseddel.

Sammenlagt er der i notatet øremærket op mod 87 milliarder kroner til nye såkaldte "primære kapaciteter".

- Centralt står særligt prioriteringerne i forhold til opbyggelse af brigaden, luftforsvar, maritime kapaciteter og værnepligt, lyder det i notatet ifølge TV 2.

Skal nå Rusland

En stor mulig post er en investering på 20 milliarder kroner til Flyvevåbnet, der blandt andet skal gå til en ekstra bestilling af kampfly. Derudover er et luftværn også på listen.

Krydsermissiler, der kan nå Rusland, er også nævnt i notatet.

Ifølge TV 2's oplysninger står der flere F-35 kampfly - mellem otte og ti styk - på listen. Et fly koster mindst en halv milliard kroner.

Forlænget værnepligt

I Søværnet vurderes det, at der er brug for flere maritime helikoptere, undervandsdroner og nye patruljeskibe. Prisen her er ligeledes op mod 20 milliarder kroner.

I Hæren er der brug for en ekstra kampbataljon og soldater, der kan rykke ud med kort varsel. Det forventes at koste 15 milliarder kroner.

Forsvarsministeriet anbefaler ligeledes, at værnepligten forlænges, og at der oprettes flere pladser. I dag er der 4-5000 pladser, mens ministeriets anbefaling lyder på 6000. Derudover bør det overvejes, om værnepligten skal forlænges fra 4 til 11 måneder.

Vil have ligestilling

Styrkelsen af Forsvaret begrundes i notatet med krigen i Ukraine. Rusland invaderede 24. februar nabolandet.

Notatet er et internt notat fra Forsvarsministeriet.

SVM-regeringen varslede allerede før jul, at de tre partier vil styrke værnepligten. Den skal være længere og bedre, lød det.

Regeringen vil desuden arbejde for at sikre mere ligestilling mellem mænd og kvinder i det kommende forsvarsforlig.

På listen står flere kampfly af typen F-35, skriver TV 2. En leverance på 27 fly er allerede bestilt og ankommer til efteråret, men Forsvaret har længe ment, at det var for lidt. (Arkivfoto).
På listen står flere kampfly af typen F-35, skriver TV 2. En leverance på 27 fly er allerede bestilt og ankommer til efteråret, men Forsvaret har længe ment, at det var for lidt. (Arkivfoto).

KORT OM KONFLIKTEN

Krigen i Donbass, også kendt som Krigen i Østukraine er en igangværende konflikt siden 2014 i regionen Donbass i det østlige Ukraine.

Konflikten startede efter Den ukrainske revolutionen i 2014 og Krimkrisen i 2014. Separatister overtog kontrollen med offentlige bygninger, og erklærede Donbass uafhængigt fra Ukraine. Den 6. april 2014 blev Folkerepublikken Donetsk oprettet i Donetsk oblast, dette markerer starten på konflikten. Den 27. april samme år blev Folkerepublikken Lugansk i Luhansk oblast oprettet. I alt er over 5.000 mennesker er meldt dræbt og over 1,5 millioner er drevet på flugt.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS