Foreslår at afskaffe ny helligdag
Der er en bedre vej ud af det, mener den tidligere minister
Den tidligere mangeårige Venstre-minister Bertel Haarder melder sig nu i debatten om afskaffelsen af store bededag som helligdag. Han foreslår, at man lader store bededag bestå og i stedet afskaffer 2. pinsedag.
Det siger han til Jyllands-Posten.
Bertel Haarder understreger dog, at store bededag er "menneskeskabt" og således ikke er baseret på bibelske begivenheder. Af samme grund er han i princippet ikke imod en afskaffelse af helligdagen.
Forbundet med traditioner
- Store bededag er ikke noget helligt. Den er yderst menneskeskabt, og det er også derfor, at den kan afskaffes ved lov, siger han til Jyllands-Posten.
Han påpeger alligevel, at der er en række traditioner forbundet med dagen, som han ikke mener, der er ved 2. pinsedag.
Landet over bliver der holdt konfirmationer på dagen. Og så er der traditionen med at spise varme hveder.
Ikke hellig
- 2. pinsedag er heller ikke hellig, og den ville måske være et mere oplagt forslag end store bededag, for den bruges ikke til noget.
- Der er mere kultur og tradition omkring store bededag end om anden pinsedag, og jeg tror, at kirken ville have mere forståelse for at fjerne anden pinsedag, siger Bertel Haarder.
Bertel Haarder, der selv har været kirkeminister, genopstillede ikke ved seneste folketingsvalg, men følger stadig den politiske debat.
Det er uliberalt
Han forstår ikke alle de hårde ord, som forslaget om en afskaffelse af store bededag har fået med på vejen.
Blandt andet har tidligere Venstre-minister Birthe Rønn Hornbech meldt sig ud af Venstre i protest mod partiets planer om at skippe helligdagen i samarbejde med resten af regeringen.
- Jeg synes, at det, der er sket i de sidste uger, hvor man går ind og vil bestemme over arbejdsmarkedets parter ved at afskaffe store bededag, det er så uliberalt, sagde hun til Ritzau sidste søndag.