Flertal slår fast: Nu skal han spytte ud

Vil have ham til at oplyse om indholdet af samtaler fra 2018

Offentliggjort Sidst opdateret

Et flertal i Folketingets udenrigsudvalg er mandag blevet enig om en beretning, der opfordrer Søren Pape Poulsen (K), Mai Mercado (K) og Inger Støjberg (DD) til at oplyse om indholdet af de samtaler, som de havde med repræsentanter fra Den Dominikanske Republiks regering i 2018.

Det fremgår af beretningen, som Ritzau har set.

Bag beretningen står Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og De Radikale.

Det er tidligere kommet frem i flere medier, at De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, i sin tid som justitsminister holdt ministermøder med Den Dominikanske Republik uden om Udenrigsministeriet og uden at have været i kontakt med den lokale, danske ambassade.

På møderne var også daværende socialminister Mai Mercado og daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg til stede.

Nødvendigt at få afklaret

Beretningen slår ikke fast, hvordan den opfordrer de tidligere ministre til at oplyse om indholdet af møderne. Det lyder blot, at der opfordres til, at Folketinget oplyses herom.

Fra SF's udenrigsordfører, Karsten Hønge, lyder det, at det er nødvendigt at få "afklaret omstændighederne omkring, at nogle ministre driver privat udenrigspolitik".

- Derfor er det nødvendigt at få at vide, hvem de har snakket med, og hvad de har snakket om, siger Karsten Hønge.

Han mener, at det vil være "magtfuldkommenhed ud over det almindelige", hvis ikke Pape, Mercado og Støjberg følger opfordringen.

På eget initiativ

I beretningen konstateres det også, at møder på eget initiativ med repræsentanter for udenlandske regeringer som dansk minister er "helt uacceptabelt".

- Ud over at kunne skabe usikkerhed om Danmarks officielle politik, så fratager den slags møder også Folketinget, herunder Udenrigsudvalgets mulighed for at diskutere formål med møderne, samt en eventuel opfølgning, lyder det i beretningen.

For De Radikale har den del været det vigtigste.

- Formålet var først og fremmest at slå fast, at det her en praksis, vi ikke bifalder fra Folketingets side, siger udenrigsordfører Martin Lidegaard.

Flertal i Folketinget opfordrer Søren Pape Poulsen (K), Mai Mercado (K) og Inger Støjberg (DD) til at oplyse om indholdet af de samtaler, som de havde med repræsentanter fra Den Dominikanske Republiks regering i 2018.
Flertal i Folketinget opfordrer Søren Pape Poulsen (K), Mai Mercado (K) og Inger Støjberg (DD) til at oplyse om indholdet af de samtaler, som de havde med repræsentanter fra Den Dominikanske Republiks regering i 2018.

Søren Pape Poulsen

Søren Pape Poulsen, født 31. december 1971, søn af pensionist og fhv. landmand Svend Aage Poulsen og pensionist og fhv. hjemmehjælper Ruth Pape Poulsen.

Medlemsperiode: Folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti i Vestjyllands Storkreds fra 18. juni 2015.Kandidat for Det Konservative Folkeparti i alle opstillingskredse i Vestjyllands Storkreds fra 2014.

Parlamentarisk karriere: Justitsminister, 28. november 2016 – 27. juni 2019.
Formand for Det Konservative Folkepartis folketingsgruppe fra 2015.
Politisk leder af Det Konservative Folkeparti fra 2014.

Uddannelse: Lærerstudier, Ribe Statsseminarium, 1993-1994.
Udlært i shippingafdeling, Grundfos, Bjerringbro, 1992.

Beskæftigelse: Afdelingsleder, Viborg Kommune, 2007-2010.
Ungdomsskoleleder, Bjerringbro Kommune, 2004-2010.
Lærer, Bøgeskovskolen, 1999-2010.
Speditør, Billund Lufthavn og Aarhus, 1994-1999.

Tillidshverv: Medlem af bestyrelsen for KL og formand for KL’s internationale udvalg , 2011-2014.
Medlem af byrådet i Viborg Kommune (borgmester 2010-2014), 2007-2014.
Medlem af byrådet i Bjerringbro Kommune, 2002-2006.
Medlem af Konservativ Ungdom fra 1987.

Kilde: ft.dk
Powered by Labrador CMS