Erkender: Det kommer ikke til at ske
Målsætning om at ansætte 1000 flere sygeplejersker er langtfra blevet opfyldt og er ikke længere S' politik
Socialdemokratiet skrotter sin målsætning om at ansætte 1000 flere sygeplejersker i det offentlige sundhedsvæsen.
Det skriver DR.
Ikke en del af politikken
Op til folketingsvalget i 2019 fremsatte Socialdemokratiet ellers målsætningen om de 1000 flere sygeplejersker. Siden er der hyppigt blevet refereret til det runde tal i den politiske debat om sundhedsvæsnet.
Men Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, slår fast over for DR, at målet om de 1000 ekstra sygeplejersker ikke er en del af den nuværende regerings politik.
Vil knokle
- Den nye regering har sat sig nogle pejlemærker, nogle mål, som er, at den vil knokle for at få mere sundhedsfagligt personale. Den gamle målsætning var den tidligere regerings målsætning, siger Flemming Møller Mortensen til DR.
Færre er kommet til
Det har da også vist sig overordentligt svært at nå målet. I hvert fald er der ikke blevet ansat 1000 flere sygeplejersker siden Socialdemokratiet fik regeringsmagten i 2019.
Derimod viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen ifølge DR, at der er 541 færre sygeplejersker på landsplan i dag, end da Mette Frederiksen (S) tiltrådte som statsminister i 2019.