- Er kastet af hesten
Jeppe Kofod tager valgnederlaget tungt
Jeppe Kofod er som fungerende udenrigsminister det mest prominente navn fra Socialdemokratiet, der blev vejet og fundet for let af vælgerne ved folketingsvalget tirsdag aften.
Dagen derpå reflekterer Kofod på Facebook over nederlaget.
- Det er en svær aften. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Jeg ved om nogen, at der i politik ikke bare er medgang og modgang, men også kriser og nærmest uoverstigelige udfordringer - både politiske og personlige, skriver den detroniserede minister.
Det var første gang, han stillede op til Folketinget siden 2011.
Kommer igen
Kofod takker partifæller, familie og andre og opremser diverse politiske resultater.
Til sidst i Facebookopslaget varsler han, at vi ikke har set det sidste til ham.
- Det lykkedes ikke at opnå valg til Folketinget – jeg blev kastet af hesten. Men på et tidspunkt skal jeg nok komme op igen, skriver han.
- Nu skal jeg sunde mig vel vidende, at livet også går videre, fortsætter han.
Du kan læse hele Jeppe Kofods opslag her.