Engell: Sure Mette gør det værre
Statsminister Mette Frederiksen (S) forstørrer sit eget problem ved kontante og afvisende svar, siger Engell
Statsminister Mette Frederiksen (S) gør ikke sig selv nogle tjenester ved at affærdige spørgsmål om, hvorfor hun ikke tidligere fortalte, at slettede sms'er i minksagen ikke kunne genskabes.
Det siger politisk kommentator Hans Engell tirsdag, efter at Mette Frederiksen har afvist at fortælle, hvad der gjorde hende så travl fra mandag - dagen før kommunalvalget - til onsdag i sidste uge, at hun ikke kunne fortælle, at sms'erne ikke kunne genskabes.
- Vi er der nu, hvor håndteringen og kommentarerne er blevet et problem i sig selv. Det er tydeligt, at regeringen og Mette Frederiksen er meget irriteret over denne her sag.
- Og ikke mindst over, at det er lykkedes oppositionen at gøre det til en sag, der fylder meget i medierne, siger Hans Engell.
Har været optaget
Mandag i sidste uge kunne statsministeren have prioriteret at have fået nyheden om, at sms'erne ikke kunne genskabes og efterfølgende fortælle det. Adspurgt tirsdag i denne uge om, hvorfor det ikke skete, sagde statsministeren:
- Det er fordi, jeg har været optaget. Det giver næsten sig selv. Selvfølgelig skal jeg ikke stå og redegøre for, hvordan jeg passer mit arbejde som statsminister. Der må også være noget rimelighed i det her.
Den slags kommentarer hjælper dog ikke til at mindske sagen, siger Hans Engell.
Det nytter ikke
- Der er en tydelig irritation over, at sagen overskygger andet politik. Problemet er, at det ikke nytter noget at blive irriteret. Det gør kun den negative effekt endnu større.
- For det oplever folk som arrogant, at man er nedladende og ikke vil svare på spørgsmålene, siger kommentatoren og fortsætter:
- Regeringens håndtering af denne er her sag er i den grad med til at skabe en underskov af konspirationsteorier. Så regeringen er selv skyld i, at der er kommet så meget fokus på en sag, der slet ikke er en sag.
Han understreger, at der jo i udgangspunktet slet ikke er en sag, fordi der ikke er kommet nogle belastende sms'er frem.
Det er ikke sms'erne
Og grundlæggende mener Hans Engell da også, at reelle, håndfaste konsekvenser af mink-sagen vil afhænge af, hvad Minkkommissionen, der undersøger forløbet om nedslagtningen af alle mink, kommer frem med i foråret.
- Kommissionens konklusioner er den eneste ting, der afgøre denne her sag. For det er dem, der er afgørende for støttepartierne.
- Så det er ikke sms'er, der ikke er der, eller andet, der vil gøre udfaldet.