Ellemann vil stadig være statsminister

Venstres formand er per definition statsministerkandidat, mener Jakob Ellemann-Jensen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han har fået beklikket sin troværdighed efter folketingsvalget og har selv erkendt flere løftebrud.

Partiledere i blå blok har kritiseret ham sønder og sammen. Men Jakob Ellemann-Jensen afviser ikke at stille op som statsministerkandidat ved næste folketingsvalg.

Det siger Venstre-formanden onsdag på Marienborg, hvor han sammen med fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) og politisk leder Lars Løkke Rasmussen (M) præsenterer den kommende SVM-regering.

Ikke afsløret endnu

- Det er svært at sige, hvor vi står om fire år. Så det afviser jeg bestemt ikke, siger Jakob Ellemann-Jensen.

- Som formand for Venstre er man per definition statsministerkandidat. Sådan er det. Det er man altid, siger han.

Jakob Ellemann-Jensen, hvis ministerpost i den kommende regering endnu ikke er afsløret, har i den seneste tid gået bodsgang, mens han var i færd med at føre Venstre i regering med hovedfjenden gennem mange år, Socialdemokratiet.

Afviste katagorisk

Venstre-formanden har selv erkendt, at han har begået to løftebrud undervejs.

I valgkampen afviste han kategorisk, at han kunne finde på at gøre Mette Frederiksen til statsminister, hvilket han nu kommer til.

Derudover stod Jakob Ellemann-Jensen og Venstre i lang tid fast på, at der skulle foretages en advokatvurdering af Mette Frederiksens rolle i Minksagen.

Men den advokatvurdering kommer ikke til at blive til noget, har han erkendt.

Dårligt valg

Jakob Ellemann-Jensen var blå bloks ene statsministerkandidat ved folketingsvalget 1. november, hvor De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, var den anden.

Både Venstre og blå blok fik imidlertid et meget dårligt valg, og stik imod egne udmeldte holdninger valgte Jakob Ellemann-Jensen derefter at afsøge muligheden for et bredt regeringssamarbejde.

Jakob Ellemann-Jensen vil endnu ikke røbe, hvilken ministerpost han skal have i SVM-regeringen.
Jakob Ellemann-Jensen vil endnu ikke røbe, hvilken ministerpost han skal have i SVM-regeringen.

Jakob Ellemann-Jensen

Jakob Ellemann-Jensen, født 25. september 1973 i Hørsholm, søn af fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og fhv. chefredaktør Alice Vestergaard. Gift. Far til tre børn.
Medlemsperiode
Folketingsmedlem for Venstre i Østjyllands Storkreds fra 18. juni 2015.
Folketingsmedlem for Venstre i Fyns Storkreds, 15. september 2011 – 18. juni 2015.
Kandidat for Venstre i Aarhus Sydkredsen fra 2014.
Kandidat for Venstre i Odense Østkredsen, 2010-2014.
Parlamentarisk karriere
Formand for Venstres folketingsgruppe, 2019-2020.
Formand for Venstre fra 2019.
Politisk ordfører, 2019.
Miljø- og fødevareminister, 2. maj 2018 – 27. juni 2019.
Næstformand for Dansk Interparlamentarisk Gruppes bestyrelse, 2016-2018.
Politisk ordfører, 2015-2018.
Uddannelse
Cand.merc.jur., Handelshøjskolen i København, 2000-2002.
Ha (jur.), Handelshøjskolen i København, 1996-1999.
Grundkursus til officer af reserven, Hærens Kampskole, 1994.
Sergent i Hæren, Sergentskolen i Sønderborg, 1993.
Matematisk student, N. Zahles Gymnasieskole, 1989-1992.
Beskæftigelse
Koncernjurist, GN Store Nord A/S, 2007-2011.
Afdelingschef, IBM Danmark A/S, 2005-2007.
Jurist, IBM Danmark A/S, 2002-2005.
Juridisk rådgiver, PwC Consulting A/S, 2000-2002.
Officer af Reserven fra 2000.
Kaptajn, Den danske Bataljon i Bosnien-Hercegovina, 1999-2000.
Premierløjtnant af reserven, Den internationale Brigade, 1996-1999.
Løjtnant, Sjællandske Livregiment, 1994-1996.
Værnepligtig menig og sergent, Den Kongelige Livgarde, 1992-1994.

Kilde: ft.dk

Powered by Labrador CMS