Ellemann: -Vi er én familie
Der er for meget fokus på, hvad der splitter partierne i blå blok, lyder det fra Venstres formand
V-formand Jakob Ellemann-Jensen vil være den samlende figur i blå blok. (Arkivfoto)
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen mener, at de borgerlige partier død og pine ikke behøver et fælles valgprojekt for at fravriste rød blok flertallet, og han mener, at der er mere, som samler blå blok, end der splitter.
Det er det, han forsøger at vise med sine ti principper, som ifølge Ellemann-Jensen skal samle blokken.
- Hvis man tænder fjernsynet engang imellem, kan man få det indtryk, at vi er mere uenige, end vi er enige. Og det er vi ikke, siger Ellemann om blå blok.
Principperne er velkendte. Det skal blandt andet kunne betale sig at arbejde, velfærdssamfundet skal moderniseres, så danskernes valgmuligheder mellem offentlige og private løsninger øges, og der skal føres en stram og konsekvent udlændingepolitik.
Ikke nødvendigvis fælles valgprojekt
Principperne skal ikke nødvendigvis føre til et fælles valgprojekt i blå blok.
- Det, som jeg ønsker med mine ti principper, er at få fokus på, hvad vi er enige om, og hvad der er i kontrast til den regering, vi har i øjeblikket.
- Vi er seks forskellige partier i den blå familie, og vi har hver vores politik, og det skal der være plads til. Men engang imellem kommer der for meget fokus på, hvad der splitter, end hvad der samler os.
- Derfor har jeg givet mit bud på, hvilke vigtige områder hvor vi har et markant alternativ til regeringen, siger Ellemann.
Heller ikke enige i rød blok
Han hæfter sig også ved, at der i rød blok heller ikke er enighed på alle områder.
- Enhedslisten og De Radikale støtter regeringen, og de to partier kan jeg også se forskellen på, siger Ellemann-Jensen.
Fra en række kommentatorer lyder det, at Ellemann spiller forsigtigt ud med principperne, som en del partier ikke kan være andet end enige i. Der har også være ros fra andre borgerlige partiledere, efter at Ellemann-Jensen lancerede principperne i Politiken.
- Der er en markant forskel til regeringen. Vi ønsker at sætte mennesket frem for systemet, vi vil fremme det frie valg, og det er det stik modsatte af, hvad regeringen har gang i for tiden.
- Regeringen ønsker at fortælle dig, hvor du skal gå i gymnasiet, hvor du skal bo, hvor dine børn skal gå i skole, og hvordan du skal leve dit liv. Vi ønsker, at den, der træffer beslutningerne i dit liv, er dig.
- Mit indtryk er, at når det sociale, det nationale, det konservative og det liberale spiller sammen, så får vi noget godt ud af det, siger Ellemann-Jensen.
Venstres ti principper skal samle de blå partier
Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen har forfattet ti principper, som han mener, kan samle de borgerlige partier og skabe kant til rød blok frem mod et folketingsvalg.
Nedenfor kan du læse de ti principper, som han mener, at en borgerlig-liberal regering skal efterleve, hvis det bliver aktuelt.
1. En modernisering af velfærdssamfundet.
For at løfte kvaliteten skal velfærdssamfundet moderniseres. Danskernes valgmuligheder mellem offentlige og private velfærdsløsninger skal øges. Man skal i højere grad selv kunne bestemme, hvor man eksempelvis vil gå til lægen eller får passet sine børn.
2. Danmark og danskerne skal gøres rigere.
Velstanden for den enkelte skal øges, og dansk økonomi skal fremtidssikres. En borgerlig-liberal regering vil forbedre forholdene for danske virksomheder, iværksættere og selvstændige.
3. Det skal bedre kunne betale sig at gå på arbejde.
Flere danskere skal i arbejde, og man skal beholde flere af de penge, man tjener.
4. En ansvarlig økonomisk politik.
Væksten i det private skal altid være højere end væksten i det offentlige forbrug.
5. Den grønne omstilling skal ses som et kæmpe potentiale for Danmark.
Der skal skabes jobvækst i en grøn omstilling, og danske virksomheder skal have nogle rammer, der gør, at man kan udnytte de kommercielle muligheder i den grønne omstilling.
6. Gode velfærdstilbud i hele Danmark.
Det skal være attraktivt at bo, arbejde og uddanne sig i hele Danmark, og derfor skal der være gode velfærdstilbud og muligheder for at skabe arbejdspladser i hele landet.
7. Der skal udvikles et uddannelsessystem, der uddanner til arbejdsmarkedet.
Børn og unges skal rustes ved at give dem selvtillid til at uddanne sig gennem livet. Det skal starte med en grundskole, der har større fokus på grundlæggende kundskab, dannelse og faglighed.
8. En stram og konsekvent udlændingepolitik.
Der skal være styr på tilstrømningen af asylansøgere til Danmark. De sociale ydelser skal sænkes fra det nuværende niveau, og der skal stilles krav om selvforsørgelse og fuldstændig respekt for dansk lov.
9. Kriminelle skal straffes hårdt og konsekvent.
Der skal tages udgangspunkt i, at den fælles danske kultur og tradition binder danskerne sammen, og at de grundlæggende værdier og frihedsrettigheder er fundamentalt for et godt og trygt samfund.
10. Det danske forsvar skal styrkes.
Danmark skal engagere sig i verden for at fremme danske interesser.
Kilde: Venstre