Sådan må du bare ikke efterlade din bil
Gør du det, risikerer du at blive overrasket på den sure måde.
Hvert år bliver der, ifølge Danmarks Statistik, begået cirka 20.000 indbrud i ‘biler, både mv.’.
Det har nu fået politiet til at opfordre borgerne til at tænke sig om og ikke friste de tyvagtige sjæle.
“Det seneste døgn har vi modtaget mange anmeldelser om indbrud i biler. Så mange, at vi vurderede, vi hellere måtte advare jer om fænomenet, så I kan tage jeres forholdsregler.”
Det skriver Nordsjællands Politi på sin Facebook-side.
Her står der også, at indbruddene i bilerne går ‘lynhurtigt’ og derfor skal man ifølge politikredsen ikke – som i aldrig – efterlade værdigenstande i sin bil.
“… selv hvis du bare skal ind efter en liter mælk eller en hurtig citronmåne”, som der står.
Det kan historien om Steffen Lind Christensen fra Aarhus bekræfte.
Han skulle aflevere sin datter i daginstitution i Aarhus – en øvelse, der ikke tager mange minutter. I det tidsrum fik han smadret en bilrude og fra bilen stjålet en taske.
– Vi er kun væk i nogle få minutter, og der er masser af mennesker. Så der forestiller man sig jo ikke, at der kan ske noget. Men det kan der så, sagde Steffen Lind Christensen til DR Østjylland.
Indbrud efter festival
Det var også i Aarhus, hvor det københavnske band Mattis fik rippet sin bil for musikudstyr på en parkeringsplads ved et hotel i centrum af byen.
– Jeg ser, at sidedøren på bilen står åben, så jeg tænker, at de andre sikkert er der, fortalte bandets trommeslager Abas Bathily dengang til Newsbreak.dk.
Det var de ikke. Og det var bandets grej og instrumenter heller ikke. Bilen var nærmest som støvsuget.
– Der var en stortromme, et sæde, et tæppe og to keyboardstativer tilbage, sagde Abas videre.
I alt var der udstyr i bilen for på den anden side af en kvart million kroner.
Heller ikke beskidte sokker
Og det er altså ikke kun i Aarhus, indbrud i biler er et problem. Derfor kommer Nordsjællands Politi altså både med denne advarsel og opfordring om aldrig at lade værdigenstande ligge i bilen – og slet ikke, så man kan se dem udefra. Er det nødvendigt at opbevare ting af værdi i bilen, så lås dem inde i bilens bagagerum.
Men advarslerne stopper ikke der.
Politiet i Nordsjælland opfordrer til, at man i det hele taget afholder sig fra, at have noget liggende synligt i bilen.
“Du bør i øvrigt heller ikke efterlade for eksempel en taske med beskidt træningstøj synligt i bilen, for en tyv kan ikke se, om en lukket taske indeholder værdier eller blot dine sure sokker, inden han, hun eller hen baldrer en rude”, som der står i opslaget, der slutter med endnu en opfordring om straks at anmelde, hvis du ser et indbrud i en bil.