Drøm om udrejsecenter smuldrer
Et blåt flertal for et udrejsecenter på øen Lindholm smuldrer, efter Danmarksdemokraterne afviser projektet
Selv om blå blok skulle få nøglerne til Statsministeriet efter næste folketingsvalg, ser det ikke ud til, at der er flertal for, at et nyt udrejsecenter skal ligge på øen Lindholm.
Venstre og De Konservative er fortsat fortalere for projektet. Men først Dansk Folkeparti og nu Danmarksdemokraterne afviser Lindholm som placering for centeret.
- Der er sket rigtig mange ting på Lindholm, der gør, at øen ikke længere er relevant, siger gruppeformand Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne til Sjællandske Medier.
Han peger på, at der er kommet flere udgifter til, siden den daværende VLAK-regering og Dansk Folkeparti præsenterede Lindholm-planen i 2018.
Optimale betingelser
Parterne ville placere udvisningsdømte kriminelle på øen i Stege Bugt. Øen ligger for sig selv midt i bugten og kan nås med båd.
Det var, lød ræsonnementet fra de blå, optimale betingelser for at undgå utryghed i nærområdet.
Men da den socialdemokratiske regering kom til i 2019, lød vurderingen, at det ville blive for dyrt og besværligt.
Den daværende udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S), sagde, at en overnatning på øen "koster det samme som en overnatning på et luksushotel".
Ideen lever
Dertil, lød det fra ministeren, ville et ophold på Lindholm næppe få flere til at rejse ud af Danmark.
Idéen om at placere udrejsecenteret på en ø lever dog hos Danmarksdemokraterne, lyder det fra Peter Skaarup til Sjællandske Medier. Der skal bare findes en anden ø.
I slutningen af juli udelukkede Dansk Folkeparti, at Lindholm kunne huse et udrejsecenter.
Udlændinge- og integrationsordfører Pia Kjærsgaard kunne ikke se et flertal for Lindholm.
- Sagen er lukket
Den konklusion nåede hun frem til, da regeringen fremlagde et lovudkast, hvor der foreslås at give et kontant pengebeløb eller opkøbe boliger hos naboer til Udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland, fordi de bor side om side med udvisningsdømte udlændinge.
- Så kan Venstre sige, at de vil prøve. Men jeg synes lige så godt, man kan sige, at her har regeringen lukket sagen. Dermed er Kærshovedgård desværre dem, der skal huse kriminelle og udvisningsdømte, sagde Pia Kjærsgaard.