DF slås om et kødben uden kød på

For øjeblikket raser en hidsig kamp om formandsposten i Dansk Folkeparti. De kæmpende minder mest af alt om en flok baggårdskøtere, som frådende kaster sig over et kødben helt uden kød på.

For sandheden er jo, at Dansk Folkeparti er endt som et komplet afpillet parti.

Andre partier har for længst nappet de bedste kødlunser og suget marven ud af knoglen.

Tilbage er et parti uden større indhold, mål opg retning. Set i det lys er det forholdsvis ligegyldigt, hvem der er formand nu, og hvem der bliver det.

Vi har meget at takke Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard for. I midten af 90-erne turde Pia Kjærsgaard tage opgøret med den danske kultur-elite og utrætteligt gøre opmærksom på  problemerne med indvandringen fra arabiske lande.

Hun blev svinet til, og tonen fra Dansk Folkeparti var heller ikke altid lige stueren. Men partiet ramte en ægte bekymring i den danske folkesjæl. Og det gav bonus.

Dengang  var Dansk Folkeparti et regulært, borgerligt parti med krav om skattelettelser, besparelser i den offentlige sektor og bedre forhold for erhvervslivet, så der kunne blive skabt vækst og velstand.

Senere huggede Socialdemokratiet og de borgerlige partier det meste af Dansk Folkepartis indvandrings-politik. Partiet selv endte som en halv-socialdemokratitisk hybrid, hvor man vil fordele penge ud til pensionisterne og tage fra de rige direktører og give til arbejderklassen.

Efter valgsejren i 2016 fik partiet mulighed for at tage et regeringsansvar, men det turde man ikke. 

Det er nu naturligt at spørge, om der overhovedet er behov for et parti som Dansk Folkeparti i dag? 

Nej, ikke i dets nuværende form. Hvis partiet skal have en chance for at overleve, bliver det nødt til at søge tilbage til de borgerlige rødder. Ikke mindst nu, hvor den borgerlige lejr er blæst helt omkuld.

Det bliver ikke en nem vandring. For Pernille Vermund og de Nye Borgerlige markerer sig stærkt og tydeligt.

Pia Kjærsgaard har for længst meddelt, at hun ikke er kandidat til formandsposten i Dansk Folkeparti. Det er klogt af den gamle taktiker. Trods skarphed og dygtighed vil Pia i dag blegne overfor en skarp og fræk Pernille Vermund, der på alle måder udstråler kampvilje og vitalitet.

Hvis løsgængeren Inger Støjberg ikke bliver sendt i spjældet af Rigsretten, vil hun formentligt være det bedste bud på en funktionsdygtig formand.

Hun trives bedst i slagsmål - også selv om der ikke er kød på benet - og hun har ikke en historik i Dansk Folkepartis mange personopgør.

Samtidig kan Inger Støjberg få bragt den nødvendige borgerlige politik tilbage i partiprogrammet og måske også trække nogle Venstre-vælgere med sig.

Hvis Støjberg bliver frikendt af Rigsretten, så kan et helt andet scenarie imidlertid også opstå. Vil hun vende tilbage til Venstre og gå i ringen mod Jakob Ellemann-Jensen? 

I så fald  venter lange og opslidende personopgør  i både Venstre og Dansk Folkeparti. 

Morten Messerschmidt har allerede meldt sit kandidatur. 

Messerschmidt vil få svært ved at samle partiet efter de mange personopgør og kampe, han gennem tiden har viklet sig ind i. Desuden er han svækket efter dommen for svindel med EU-penge. 

Hvis han næste år bliver dømt igen i Landsretten, så ender det måske med, at han slet ikke kan være formand i Dansk Folkeparti.

Det skal nok blive underholdende alt sammen. Men det borgerlige Danmark går bestemt ikke mod lysere tider i de kommende år.