-Derfor er DF i krise

Der er lagt op til kampvalg om formandsposten i DF, efter at Merete Dea Larsen har meldt sig på banen

Politisk kommentator Hans Engell mener, at kampen om formandsposten afspejler den krise, der er i partiet.
Offentliggjort Sidst opdateret

Merete Dea Larsens kandidatur til formandsposten i Dansk Folkeparti viser med al tydelighed den krise, partiet befinder sig i.

Det mener politisk kommentator Hans Engell, efter at det tidligere folketingsmedlem i Berlingske meldte sig på banen som formandskandidat.

Hun udfordrer dermed Morten Messerschmidt, der meldte sig som kandidat for en uge siden.

- Merete Dea Larsen ville aldrig nogensinde være et navn i forbindelse med en formandspost i DF, hvis det ikke er fordi, at partiet befinder sig i en kaotisk situation, siger Engell.

- Hun ville næppe selv have meldt sig, hvis arvefølgen i DF havde været lige til at folde ud efter Kristian Thulesen Dahl, siger Engell med henvisning til den afgående formand.

Skidt valg

Merete Dea Larsen sad i Folketinget for DF fra 2015 til 2019. Hun fik ikke genvalg i 2019, hvor partiet fik et skidt valg og mistede mange mandater.

Det er et andet skidt valg, der har ført til, at DF skal have ny formand. For efter sidste måneds kommunalvalg, hvor DF blev mere end halveret, meldte Kristian Thulesen Dahl, at han takker af som formand.

Det sker på et ekstraordinært årsmøde 23. januar. Kandidater kan senest melde sig på banen 7. januar. Og indtil videre er det altså Messerschmidt og Merete Dea Larsen.

Hans Engell

Hans Engell (født 8. oktober 1948 i København) er en dansk tidligere politiker. Han er per 2020 fast politisk kommentator på TV 2 News og TV 2.

Han er tidligere leder af Det Konservative Folkeparti, samt tidligere forsvars- og justitsminister. I perioden 2000-2007 var Engell chefredaktør på Ekstra Bladet og fra 1999 til 2000 var han landsformand for Foreningen NORDEN.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS