Danmark vil sende soldater

Danmark vil tilbyde Nato bataljon på 700-1200 soldater til Baltikum fra medio 2024, siger forsvarsminister

Offentliggjort Sidst opdateret

Danmark vil tilbyde forsvarsalliancen Nato en bataljon til forsvaret af Baltikum fra medio 2024.

Det oplyser fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn tirsdag.

Skyldes invasionen

Bataljonen forventes at være på mellem 700 til 1200 soldater. Den ventes at være udsendt mellem fire til seks måneder årligt.

Det er Ruslands invasion af Ukraine, der er årsag til meldingen fra dansk side. Det siger Troels Lund Poulsen.

- Tiden, hvor vi har indhøstet fredsdividenden, er slut. Det mærker man ikke mindst i de baltiske lande, som er i forreste linje mod Rusland.

Hvor kan vi hjælpe

- Vi skal tage bestik af den situation, og spørge os selv, hvor vi sammen med vores allierede bedst kan bidrage til Nato og sikkerheden i de baltiske lande, siger han.

NATO

* Navn: Den Nordatlantiske Traktats Organisation.

* Historie: Politisk og militær alliance dannet i 1949 mellem 12 lande i Nordamerika og Vesteuropa. Medlemmerne lovede gensidigt at støtte og beskytte hinanden mod trusler fra Sovjetunionen.

* Kerne: Den såkaldte musketered - traktatens artikel 5 - siger, at et angreb på ét medlem regnes som et angreb på dem alle.

Musketereden har kun været aktiveret én gang: 12. september 2001, dagen efter terrorangrebene i USA.

* Medlemmer: 29 lande.

Stifterne var Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA.

Senere tilkomne medlemmer: Grækenland, Tyrkiet, Vesttyskland (senere Tyskland), Spanien, Polen, Tjekkiet, Ungarn, Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Bulgarien, Rumænien, Albanien, Kroatien og senest Montenegro.

* Hovedkvarter: Bruxelles i Belgien.

* Militærkommando: Shape (Supreme Headquarters Allied Powers Europe) i Mons i Belgien.

* Ledelse:

Generalsekretæren kommer traditionelt fra et europæisk medlemsland.

Øverste militære leder er per tradition en amerikaner. 

Natos øverste myndighed er Det Nordatlantiske Råd (NAC), der til daglig består af ambassadører fra medlemslandene. NAC har kontorer i Nato-hovedkvarteret og holder møder hver uge.

Med jævne mellemrum mødes NAC på udenrigs- eller forsvarsministerniveau. Stats- og regeringscheferne holder topmøde efter behov.

Hvert land har et medlem af Natos militærkomité, der fungerer som rådgiver i militære spørgsmål. 

Kilde: NATO
Powered by Labrador CMS