Comeback efter kæmpe vælgerlussing
Peter Rahbæk Juel fortsætter som borgmester, selv om Socialdemokratiet har tabt hver fjerde vælger i Odense
Trods tilbagegang i Odense genvinder Socialdemokratiet borgmesterposten i Odense. Peter Rahbæk Juel (S) fortsætter som byens borgmester.
- Vi er kommet i gennem en valgkamp, som på mange områder har været fair spillet, siger Peter Rahbæk Juel tidlig onsdag morgen, hvor han præsenterer konstitueringsaftalen på Odense Rådhus.
- Jeg oplever ikke, at vi står et sted, hvor vi har ført en valgkamp, som har givet så dybe kløfter imellem os, at vi ikke har mulighed for at give byen og kommune et rigtigt godt grundlag for at komme i gang med den næste valgperiode.
Socialdemokratiet har tabt omkring hver fjerde stemme i Odense, hvor partiet er gået ti procentpoint tilbage.
Mister tre byrådsmedlemmer
Det betyder, at Peter Rahbæk Juel får tre færre partikammerater i byrådet, men Socialdemokratiet er fortsat klart det største parti i kommunen.
Samtidig går De Konservative frem med næsten samme mængde stemmer.
Der bliver dermed marginalt større end Venstre i kommunen.
Dansk Folkeparti mister sine to mandater og er dermed helt ude af Odenses byråd. Det samme er Alternativet. Nye Borgerlige får en enkelt kandidat.
Partierne har natten igennem forhandlet for at fordele borgmesterposten og rådmandsposterne mellem partierne.
Alle partier, undtagen Venstre, har peget på Peter Rahbæk Juel som borgmester.