Claus Hjort vil retsforfølges
Claus Hjort Frederiksen kalder det uacceptabelt, hvis sag imod ham trækker i langdrag
Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) ønsker ikke, at myndighederne opgiver sagen om lækage imod ham eller fravælger at føre sagen i retten, fordi hans kone er syg.
Han ønsker heller ikke, at anklagemyndigheden rejser tiltale for en mindre alvorlig paragraf, end den paragraf om statshemmeligheder han er sigtet efter.
Det siger han i et interview med Politiken.
Forlanger retssag
- Mit gode navn og rygte er ødelagt. Så det nytter ikke, at de finder en eller anden paragraf om tavshedspligt, der giver 10 dagbøder a 1000 kroner, siger Claus Hjort Frederiksen (V) til avisen.
- Bagefter kan de så sige, at han blev jo dømt, og derved bliver mistanken hængende i luften. For min hæderligheds skyld må jeg forlange, at hvis der kommer en retssag, bliver jeg bedømt efter paragraffen om landsforræderi, tilføjer han.
Sigtet i spionsag
I januar kom det frem, at den tidligere minister var sigtet efter paragraf 109 i straffeloven. Den handler om at røbe statshemmeligheder.
Det skete, omkring en måned efter at fire nuværende og tidligere ansatte i de danske efterretningstjenester blev sigtet efter samme paragraf.
Piner ham
I interviewet understreger Claus Hjort Frederiksen, at det er uacceptabelt for ham, hvis sagen trækker ud. Han beskriver det, som at sagen har haft store menneskelige konsekvenser for ham.
- Altså, sidder de i udlandet og tænker: Hold kæft, mand. Findsen, som vi kender rigtig godt, og Hjort – de er jo nogle kæmpe forbrydere. Det piner mig og også min egen familie, siger han, og understreger, at han gerne ser en hurtig afklaring.