Et knivstikkeri på Gothersgade i København kostede nytårsnat en 19-årig mand livet, og politiet beder nu om hjælp til både denne sag og et andet knivstikkeri natten til tirsdag.

En 19-årig mand blev dræbt og fem andre såret i forbindelse med to episoder af knivstikkerier nytårsnat i København, og politiet beder nu om hjælp i sagerne.

Knivstikkeriet på Kultorvet 

Klokken 04.06 får Københavns Politi en anmeldelse om et knivstikkeri ved Hauser Plads og Kultorvet.

Her er to mindre grupper unge mænd stødt ind i hinanden, og to 20-årige er blevet stukket med knive.

De er begge uden for livsfare.

Knivstikkeriet på Gothersgade 

Kort tid derefter, klokken 04.12 får politiet endnu en melding om knivstikkeri omkring krydset mellem Gothersgade og Borgergade. 

Her er en 19-årig og tre 20-årige mænd stukket med knive.

Den 19-årige mister livet, mens de tre andre er uden for livsfare.

– Knivstikkerierne på hhv. Kultorvet og Gothersgade har ikke sammenhæng, siger efterforskningslederen, vicepolitiinspektør Knud Hvass.

– Det tyder på at være uoverensstemmelser mellem diskoteksgæster, som udvikler sig og fører til denne tragiske hændelse. Vi er stadig i fuld gang med efterforskningen og vil meget gerne tale med alle, der har været til stede eller ved noget om, hvad der er sket, siger Knud Hvass.

Da politiet ankommer til Gothersgade, opfører en person sig mistænksomt og bliver efterfølgende anholdt. Personen er på nuværende tidspunkt ikke sigtet i sagen.

– Det er for tidligt at sige noget nærmere om den persons rolle, det er vi i færd med at få overblik over, siger Knud Hvass.

Pårørende til den dræbte mand er underrettet.

På nuværende tidspunkt er der ikke noget der tyder på, at knivstikkerierne er banderelateret.

Flere nyheder

Kom med din mening til nyheden