Kriminal

Politiet fandt hamp i haven og amfetamin i blodet

En anmeldelse om en bil, der holdt i vejen, førte til sigtelser om hampplanter og narkokørsel.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi sigtede onsdag en 33-årig mand fra Glumsø for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, da man opdagede otte hampplanter i mandens have.

Det var egentlig af en hel anden grund, at patruljen var kørt ud til den lille by mellem Ringsted og Næstved, oplyser politiet i sin døgnrapport.

Sidst på eftermiddagen onsdag klagede en borger over, at der i byen holdt en varebil parkeret på en måde, så den var til fare for trafikken. Det fik politiet til at sende en patrulje.

Ifølge politiets døgnrapport var betjentenes lugtesans af så god beskaffenhed, at de fattede mistanke om tilstedeværelsen af hamp. Og de havde ret. For det viste sig, at der i mandens have stod otte hampplanter.

Hampplanten indeholder det euforiserende stof cannabis, som findes i hash, skunk, marihuana, pot og andre lignende stoffer. Stoffet er ulovligt, og manden blev derfor sigtet.

Mens politiet var til stede, kom husets anden beboer hjem. Det drejer sig om en 31-årig kvinde, der ankom i bil.

Politiet havde en mistanke om, at kvinden kunne være påvirket af euforiserende stoffer, og det viste sig at holde stik.

Den 31-årige kvinde havde amfetamin i blodet, og derfor blev hun sigtet for færdselslovens bestemmelse om narkokørsel.

Efter at have været anholdt nogle timer blev både manden og kvinden løsladt i nattens løb.

/ritzau/

Back to top button