Nordsjællands Politi beder fortsat alle om hjælp til at finde den 81-årige Bent fra Lyngby, der har været savnet siden den 5. december.

Politiet er nemlig kommet i besiddelse af nye overvågningsbilleder af den forsvundne 81-årige Bent fra Lyngby, der har været savnet siden den 5. december.

Her forlod han om eftermiddagen sit hjem på Vintappervej for at gøre et ærinde ved Ulrikkenborg Plads, men han kom ikke hjem igen.

Overvågningsbillederne er taget den 5. december klokken 17.06 på Parallelvej nær Ulrikkenborg Plads, og Nordsjællands Politi håber, at de nye billeder kan bidrage til at opklare, hvor Bent befinder sig.

Politiet har blandt andet søgt efter Bent med hunde og droner, ligesom frivillige borgere ledte efter ham i den forgange weekend. Og netop borgernes hjælp appellerer Nordsjællands Politi til.

– Vi er meget taknemmelige for, at borgerne hjælper os med at lede efter Bent, og det må de meget gerne fortsætte med – både i det offentlige rum, men også i private skure, udestuer og lignende. Derudover må borgere, der har adgang til videoovervågning, meget gerne kigge den igennem og se, om Bent skulle være på optagelserne, siger politikommissær Jørgen Lyster fra Nordsjællands Politi.

Flere nyheder

Kom med din mening til nyheden