Politiet beslaglægger og anholder i stor narkoaktion
Otte personer blev onsdag anholdt i sag om indsmugling og salg af hård narko.
En ejendom, flere biler, designermøbler, lidt narko og kontanter er onsdag blevet beslaglagt i en større politiaktion, som har involveret flere politikredse og tysk politi.
Samtidig er otte personer blevet anholdt. De mistænkes for at have deltaget i indsmugling af hård narkotika til Danmark, skriver politiets Nationale Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
Ud over indsmugling er der rejst sigtelser for salg af narkoen på gaden.
– Vi har i dag anholdt otte mænd, som efter vores opfattelse er en del af et større organiseret narkotikanetværk med tråde til udlandet, siger Michael Kjeldgaard, der er ledende politiinspektør i NSK, i pressemeddelelsen.
– Anholdelserne er kulminationen på længere tids efterforskning og et stærkt og tæt samarbejde med flere involverede politikredse og tysk politi samt toldstyrelsen, siger han.
Syv af de anholdte bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Den ottende er anholdt i Tyskland, og de danske myndigheder vil arbejde på at få ham udleveret.
De anholdte er i alderen 39-55 år.
/ritzau/