Kriminal

Politiet afgiver varslingsskud i Brøndby

Københavns Vestegns Politi har mandag aften afgivet varslingsskud i forbindelse med mistænkelig hændelse.

Politiet har afgivet varslingsskud i forbindelse med en hændelse i Hallingparken i Brøndby.

Det fortæller vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Bo Nyberg Ris.

– Vi er i gang med at undersøge en mistænkelig hændelse. Og i forbindelse med vores ankomst til stedet har vi afgivet et varslingsskud, fortæller han.

Til TV 2 siger vagtchefen, at man fik en anmeldelse om noget uorden, hvor der var set skydevåben. Da man ankom til stedet var der en person, der ikke ville adlyde politiet, hvorfor man afgav et varslingsskud.

Der er ikke sigtet mod manden idet skuddet blev affyret, uddyber han.

Bo Nyberg Ris ved ikke med sikkerhed, hvad der er sket forud for politiets varslingsskud. Man har anholdt flere personer i forbindelse med hændelsen og afspærret et stort område.

Klokken fem tirsdag morgen oplyser politiet, at det ikke kan oplyse flere detaljer om, hvad der er sket forud for varslingsskuddet, og at efterforskningen pågår endnu.

Alle de anholdte er dog løsladt, oplyser politiet.

Der er ikke nogen, der er kommet til skade ved hændelsen, men flere personer fik nogle lette knubs, da en civil politibil, der var på vej til hændelsen, kørte sammen med en anden bil.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker