Kriminal

Politi søger vidner til slagsmål udløst af påkørsel i Aarhus

En varevogn og en personbil påkørte fredag aften bevidst en tredje bil i Aarhus V, inden slagsmål brød ud.

Østjyllands Politi søger vidner til et større slagsmål, der fredag aften brød ud i det vestlige Aarhus i forbindelse med en påkørsel, hvor flere biler var involveret.

Det siger vagtchef Morten Bang lørdag morgen.

Episoden fandt sted omkring klokken 22.20 i et kryds på Åby Ringvej.

– Det ligner, at der har været en bevidst påkørsel, hvorefter flere personer har været involveret i noget tumult og slagsmål, inden de stak af fra stedet til fods, siger vagtchefen.

På videoovervågning fra stedet har politiet kunnet se, at tre biler har været involveret i episoden. En lys varevogn og to mørkfarvede personbiler.

– Det har været lidt svært at se på det videoovervågning, vi har, men det ligner, at varevognen og den ene bil bevidst påkører den tredje bil, inden der altså opstår tumult, siger Morten Bang.

Politiet vurderer, at “fem til seks personer” har taget del i slagsmålet.

Eftersom alle stak af fra stedet, har det ikke været muligt at finde ud af, om nogen er kommet til skade i forbindelse med episoden.

Derfor søger politiet vidner, der kan have set noget i tidsrummet omkring klokken 22.20. De kan ringe til politiet på 1-1-4.

De tre biler er alle i politiets varetægt. De vil nu blive undersøgt og indgå i efterforskningen af sagen.

Ifølge Morten Bang er det endnu for tidligt at sige, om episoden er banderelateret.

/ritzau/

Back to top button