Udland

Polen åbner døren på vid gab for alle på flugt fra Ukraine

Polen er parat til at tage imod "hundredtusindvis" af ukrainere på flugt fra krigen, siger premierminister.

Polen er villig til at tage imod “hundredtusindvis” af personer på flugt fra krigen i Ukraine, hvis det bliver nødvendigt.

Det siger Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, til tyske medier søndag, skriver nyhedsbureauet dpa.

– Vi er klar til tage imod tusindvis, hundredtusindvis af ukrainere på flugt. Vi vil tage dem ind, som har behov for det, forsikrer Morawiecki.

Ifølge den polske regering har flere end 110.000 personer fra nabolandet Ukraine allerede søgt i sikkerhed i Polen de seneste dage, efter at Rusland invaderede Ukraine torsdag.

På førstedagen af det russiske angreb valgte tusindvis af ukrainere af komme væk fra krigsområderne. Billeder fra Kiev viste kilometerlange køer af fyldte biler på vej ud af hovedstaden.

Ikke alle ukrainere har lov til at forlade det krigshærgede land. Alle mænd i den “kampdygtige alder” mellem 18 og 60 år – er beordret til at blive, så de kan mobiliseres i kampen mod de russiske styrker, hvis det skulle blive nødvendigt.

Derfor er det ifølge flere medier næsten udelukkende kvinder, børn og ældre mennesker, der søger mod landets grænser for at slippe væk.

På den ukrainske side af grænsen til Polen er der ifølge den polske regering ankommet så mange mennesker, at de må vente på at få lov til at krydse grænsen.

En del forsøger at komme ind i Polen illegalt, oplyser Polens viceindenrigsminister, Pawel Szefernaker, ifølge dpa.

Ifølge Szefernaker kan grænsemyndighederne håndtere op til 50.000 personer om dagen.

Lørdag formiddag oplyste FN’s flygtningeorganisation (UNHCR), at næsten 116.000 var flygtet til nabolande siden torsdag.

– Primært til Polen, Ungarn, Moldova, Slovakiet og Rumænien. Tallene er stigende, skrev organisationen på det sociale medie Twitter.

Herhjemme oplyste Udlændinge- og Integrationsministeriet lørdag, at de første ukrainere på flugt er kommet til Danmark.

Antallet er ukendt. Ifølge ministeriet skyldes det, at ukrainske statsborgere kan rejse til Danmark uden visum, og at der ikke er krav om, at de skal registreres.

/ritzau/

Back to top button