Sport

Polak vil serve for nødhjælp til Ukraine under Wimbledon

Hubert Hurkacz vil donere 100 euro til nødhjælp i Ukraine for hvert servees, han laver under Wimbledon.

Den polske tennisspiller Hubert Hurkacz vil donere 100 euro – knap 750 kroner – til nødhjælpsindsatsen i Ukraine for hvert servees, han sender forbi sin modstander i Wimbledon.

Det oplyser han forud for årets tredje grand slam-turnering, der løber af stablen i London fra 27. juni til 10. juli.

– Jeg vil gerne annoncere, at fra og med i morgen lover jeg at donere 100 euro for hvert servees, jeg laver i Wimbledon, for at hjælpe befolkningen i Ukraine. Jeg håber, at min serv fungerer godt, skriver han på Twitter.

Hubert Hurkacz er 7.-seedet i turneringen.

Den 25-årige polak, hvis store kraft er velegnet til græsunderlaget på All England Lawn Tennis and Croquet Club, ligger nummer tre på listen over flest esser på ATP-touren i år.

Hurkacz har således lavet 452 serveesser i 39 kampe.

Kun amerikanerne John Isner og Reilly Opelka har lavet flere.

Hubert Hurkacz, der ligger nummer ti på verdensranglisten, indleder Wimbledon mod spanske Alejandro Davidovich Fokina i første runde mandag.

/ritzau/Reuters

Back to top button